Den sproglige vending

Den sproglige vending er en teoriudvikling inden for humaniora, der problematiserer "den umiddelbare (neutrale) forbindelse mellem et fænomen eller en ting og et bestemt sprogligt udtryk"[1] og som fremfører, at fænomener og begreber ikke kan eksistere uden et sprog; "eller mere præcist, de er ikke mere fundamentale end det sprog, hvorigennem de formuleres."[2] Denne indsigt/påstand medfører, at "adgangen til virkeligheden uundgåeligt går gennem sproget."[2] Derfor bliver sproget et særligt centralt fænomen at forholde sig til, da sproget ikke som sådan er "et neutralt redskab, der blot formidler virkeligheden til os. [...] Kort sagt skaber sproget, hvad det benævner. "[2] En central tanke for den sproglige vending er, at sprog har en central rolle samfundsstrukturer.[3]

Baggrund[redigér | rediger kildetekst]

For nogle kritikere er den sproglige vending relateret til Thomas Kuhns videnskabssociologiske hovedværk The Structure of Scientific Revolutions (1960).[4] Selve udtrykket opstod i akademiske diskussioner i USA[3][5] og blev især især kendt efter Richard Rortys antologi The Linguistic Turn. Essays in Philosophical Method fra 1967.[2] Ludwig Wittgenstein sprogfilosofiske arbejder betragtes nogle gange som en forudsætning for den sproglige vending, da dette arbejde er en central årsag til, at 1900-tallets akademiske tænkning begyndte at orientere sig mod sproget. Mere specifikt er der her tale om Wittgensteins første arbejde fra 1921 Tractatus Logico-Philosophicus ("Logisk-filosofisk afhandling"), hvor hovedideen var, at filosofiske problemer opstår ved misforståelser af sprogets logik samt hans senere arbejde Philosophische Untersuchungen ("Filosofiske undersøgelser" 1953, posthumt), der især undersøger såkaldte sprogspil.

Historiefaget[redigér | rediger kildetekst]

For historiefaget har kritikere med udgangspunkt i den den sproglige vending argumenteret for, at videnskabelig forskning i fortiden ikke længere er mulig.[6] Kritikere som Roland Barthes og Hayden White påstår således, at historie ikke adskiller sig fra fiktion, men er en form for fiktion.[6] White argumenterer for, at forskere nok kan finde frem til fakta om fortiden, men det at skrive om historiske sammenhænge bunder i æstetiske og etiske overvejelser og ikke i videnskabelige overvejelser. Disse opfattelser er ofte opfattet som radikale inden for historiefaget, omend mere "afmålte" indsigter fra den sproglige vending har påvirket historiefagets diskussioner.[kilde mangler]

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Christiansen, Palle Ove (2007) "Kulturhistoriens genkomst" i Historisk Tidsskrift, Bind 107, Hæfte 1, s. 207-235.
  • Clark, Elizabeth A. (2004), History, Theory, Text: Historians and the Linguistic Turn. Cambridge, MA: Harvard University Press.
  • Iggers, Georg (1997) Historiography in the Twentieth Century. London: Wesleyan University Press.
  • Jensen, Thomas Wiben (2011) Kognition og konstruktion. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
  • Simonsen, Dorthe Gert (2003) Tegnets tid. Fortid, historie og historicitet efter den sproglige vending. København: Museum Tusculanum.
  • Toews, John E. (1987), "Intellectual History after the Linguistic Turn: The Autonomy of Meaning and the Irreducibility of Experience" i The American Historical Review 92(4), 879–907.
  • White, Hayden (1973) Metahistory: The Historical Imagination in Nineteenth-Century Europe. Baltimore, MD: Johns Hopkins University Press.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Christiansen 2007, s. 211.
  2. ^ a b c d Jensen 2011, s. 103.
  3. ^ a b Iggers 1997, s. 123.
  4. ^ Iggers 1997, s. 120.
  5. ^ Toews 1987.
  6. ^ a b Iggers 1997, s. 118.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Den_sproglige_vending&oldid=9534006"