Thailand

Kongeriget Thailand ราชอาณาจักรไทย (thai) (tr. Ratcha-anachak Thai)
Flag Emblem
Nationalmelodi: Phleng Chat Thai (dansk: "Thai-nationalsang") Kongesang: Sansoen Phra Barami (dansk: "Herliggør Hans prestige")
Nationaldag: 5. december (kongens fødselsdag) 10. december (grundlovsdag)
Thailands placering  (grøn)
Hovedstad og største by	Krung Thep Maha Nakhon (Bangkok) 13°45′N 100°29′Ø / 13.750°N 100.483°Ø / 13.750; 100.483
Officielle sprog	Thai[1]
Talte sprog	Isaan (Lao) Kam Mueang Pak Tai
Etnicitet (2009;[2] 2011[3]:95-99 )	34,1% Central Thai, 24,9% Thai Lao,[4] 9,9% Khon Muang eller 'nordthai' og 7,5% sydthai[3]:95-99 [5][6] 14% Thai-kinesere 12% andre (inkl. malajere, mon, khmer, "bjergstammefolk")
Demonym	thailænder thai siameser (sjældent)[7]
Regeringsform	Unitar parlamentarisk konstitutionelt monarki
• Konge	Maha Vajiralongkorn[8] Rama X
• Premierminister	Srettha Thavisin
Lovgivende forsamling	Nationale lovgivende forsamling
Statsdannelse
• Kongeriget Sukhothai	1238–1448
• Kongeriget Ayutthaya	1351–1767
• Kongeriget Thonburi	1768–1782
• Chakri-dynastiet	6. april 1782
• Konstitutionelt monarki	24. juni 1932
• Nuværende forfatning	6. april 2017[9]
Areal
• Total	513.120 km2  (nr. 51)
• Vand	2.230 km2
• Vand (%)	0,4 (2.230 km2)
Geografi
• Kystlinjer	3.219 km
• Grænser	4.863 km
• Nabolande	Myanmar, Laos, Cambodja og Malaysia
Topografi
• Højeste punkt	Doi Inthanon, 2.565 m.o.h.
• Største sø	Songkhlasøen, 1.040 km2
• Længste floder	Chi-floden, 1.047 km Mekong
• Største ø	Phuket, 576 km2
Befolkning
• Anslået 2019	69.300.000[10] (nr. 20)
• Folketælling 2020	66.186.727[11]
• Tæthed	132,1/km2  (nr. 88)
• Befolknings- tilvækst	+0,34 %[12]
BNP (KKP)	Anslået 2019
• Total	1,152 bio. USD[13]
• Pr. indbygger	20.474 USD[13]
BNP (nominelt)	Anslået 2019
• Total	409,724 mia. USD[13]
• Pr. indbygger	7.607 USD[13]
Gini (2015)	36[14] (medium)
HDI (2014)	0,765[15] (høj) (nr. 77)
Valuta	Baht (฿) (THB)
Tidszone	UTC+7 (Indokinatid)
Kører i	venstre side af vejen
Kendings- bogstaver (bil)	T
Luftfartøjs- registreringskode	HS
Internetdomæne	.th .ไทย
Telefonkode	+66
ISO 3166-kode	TH, THA, 764

Thailand (thai: ประเทศไทย), officielt Kongeriget Thailand (thai: ราชอาณาจักรไทย), tidligere kaldet Siam, er et kongerige i Sydøstasien. Det grænser til Myanmar (tidligere Burma), Laos, Cambodja og strækker sig også ned ad Malaccahalvøen til Malaysia. Medlem af ASEAN.

Thailand adskiller sig fra andre lande i Sydøstasien ved, at landet aldrig har været koloniseret. I nyere tid har nationen formået at balancere mellem to supermagter, Kina og USA, med langvarige nære forbindelser til begge.^[16]

Thailand er blevet et kendt turistmål – også for mange danskere – hvor turismen udgør op mod 20 procent af BNP med cirka 40 millioner turistankomster årligt, der var en fordobling i perioden 2011-2019. Thailand er klassificeret, som et land med øvre middelindkomstøkonomi, ifølge Verdensbanken (2021) og har overordnet gode makroøkonomiske balancer, herunder overskud på handelsbalancen og begrænset offentlig gældsætning. Thailand har en af Asiens største fiskeflåder og er den største eksportør af tunfisk på dåse, med en andel på 80 procent af verdensmarkedet. 10 procent af BNP udgøres af landbruget med blandt andet ris og sukker, for begge produkter er Thailand verdens næststørste eksportør. Industriproduktionen med blandt andet biler, tekstiler og elektronik, voksede fra syv procent af BNP i 1960'erne til i dag at udgøre omkring halvdelen af BNP.

Thailand adskiller sig fra andre lande i Sydøstasien ved, at det aldrig har været koloniseret. Bortset fra korte perioder af underkastelse over for nabolandet Burma, og den japanske besættelse under 2. verdenskrig, har Thailand været selvstændigt siden 1200-tallet. Der er fundet spor af menneskelig bosættelse i Thailand, som er 40.000 år gamle. Omkring år 500 grundlagde mon-folket Dvaravati-riget i det nordlige Thailand.

Så vidt vides kom et folk, der kaldte sig taifolk til landet fra det, der i dag er det sydlige Kina. I 1238 grundlagde de det første thai-rige, Sukothai, ved de nordlige bredder af Chao Phraya-floden. Under kong Ramkamhaengs styre 1283-1317 blev riget befæstet, man indførte det thailandske skriftsprog, og theravadabuddhismen blev gjort til statsreligion. Sukothai-kongeriget eksisterede fra 1238 til 1438.

I midten af 1300-tallet opstod et andet rige med centrum længere sydpå i Ayutthaya. Det lykkes Ayutthaya-riget at underlægge sig khmererne i det nuværende Cambodja, og rigets grænser blev flyttet længere mod vest og sydpå ad Malaccahalvøen. Kontrollen med rigets randområder var dog ikke særlig effektiv. Under kong Trailok i 1400-tallet blev der indført et forvaltningssystem, sakdina, der var gældende helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og som man den dag i dag kan se spor af. Systemet indplacerede embedsmændene i et strengt hierarki efter, hvor meget jord de fik lov at disponere over. Jorden var imidlertid kongens ejendom, og på den måde sikrede han sine folks loyalitet. Ayutthaya-kongeriget eksisterede fra 1351 til 1767.

Ayutthayas beliggenhed – tilstrækkeligt langt nede ad floden Chao Phraya til, at byen kunne modtage oceangående skibe – var fordelagtig, både for kontrol med riget og for handel med omverdenen. Nogle forskere mener, at byen ved midten af 1600-tallet var verdens største. I 1500-tallet begyndte europæerne at vise interesse for Sydøstasiens rigdomme. Portugiserne var de første til at etablere et handelshus i Ayutthaya, og inden længe blev der indgået handelsaftaler med andre stormagter. Eftersom handel i større målestok ikke var en naturlig del af den lokale kultur, var de fleste købmænd kinesere – og sådan er det stadig i Thailand.

Ayutthaya-kongeriget blev snart klemt mellem de europæiske stormagter, der kæmpede om herredømmet i området, først og fremmest franskmænd, briter og hollændere. Kongerne søgte at tilgodese europæernes krav ud fra et ønske om at bevare landets selvstændighed. Der var diplomatiske forbindelser mellem Ayutthaya og det franske hof i Versailles, og kong Narai (konge fra 1656 til 1688) ansatte en græsk opdagelsesrejsende som minister. Men da de europæiske missionærer blev for ivrige i deres forsøg på at omvende Ayutthayas buddhister til kristendommen, blev franskmændene smidt ud fra byen. De næste cirka 150 år var portene lukket mod Vesten. Ayutthayas ressourcer svandt ind, og kongemagten blev svækket. Det lykkedes nabolandet Burma at erobre hovedstaden i 1767, og Ayutthaya blev jævnet med jorden.

Den burmesiske besættelse blev dog kortvarig. Thailænderne befriede sig, og den kinesiske adelsmand og militærleder Taksin grundlagde i 1768 et nyt kongerige i Thonburi, længere nede ad floden. I 1782 tog general Chao Phya Chakri magten og udråbtes til den første konge i det dynasti, Chakri-dynastiet, der endnu sidder på tronen. Kongen lod en ny hovedstad bygge på den modsatte flodbred ved den lille handelsplads Bangkok på østsiden af Chao Phrayas munding. Riget fik navnet Kongeriget Rattanakosin (thai: อาณาจักรรัตนโกสินทร์), mens det i udlandet var kendt som Siam.

Siam var rigets udenlandske navn fra 1782 til 1939, hvor det skiftede til Kongeriget Thailand, men for en kort periode fra 1946 til 1948 atter til Det Kongelige Kongerige Siam (Royal Kingdom of Siam, thai: พระราชอาณาจักรสยาม), for igen at skifte navn til Kongeriget Thailand. Folket havde imidlertid altid kaldt landet for Mueang Thai. Der er flere udlægninger af oprindelsen til navnet Siam. En udlægning er, at det kan stamme fra sanskrit-ordet Śyāma (der betyder "mørk" eller "brun"). En anden forklaring er, at navnet skyldes en misforståelse blandt portugisiske søfarere, der sidst i 1400-taller, under Ayutthaya-perioden, havde spurgt, hvorfra folket (eliteklassen) oprindeligt kom, og da de fik svaret Xian (i Kina), blev det opfattet og nedskrevet som Siam.^[17]

De første Chakri-konger havde held til at styrke Siam over for Burma og truslen om kolonisering fra de europæiske stormagter. Landets beliggenhed gjorde det efterhånden til en stødpude mellem briterne i vest og franskmændene i øst, og selvstændigheden blev opretholdt med diplomatisk snilde og afgivelse af visse landområder. Samtidig fik udlændinge større frihed i landet. Kongerne Mongkut (Rama IV) og Chulalongkorn (1868-1910, Rama V) viste interesse for teknik og vestlige ideer, og Chulalongkorn fik siden tilnavnet det moderne Thailands fader. Han afskaffede det gamle sakdina-system, moderniserede forvaltningen og indførte statslig skoleundervisning.

Velstanden i Siam steg i de første årtier af 1900-tallet som følge af øget produktion og eksport af ris steg. Bangkok udviklede sig til et vigtigt handelscentrum. Spændingerne steg mellem kongemagten og den efterhånden indflydelsesrige bureaukratiske elite, der i 1912 forsøgte et kup mod kongen. Tyve år senere gjorde et ublodigt kup en ende på enevælden.

Indenrigspolitisk har Thailand været præget af vedvarende konflikt og ustabilitet, siden Den Siamesiske Revolution i 1932, hvor det absolutte monarki blev erstattet med et konstitutionelt monarki.^[18]

Ved daggry den 24. juni 1932 samledes en gruppe af progressive militærofficerer og bureaukrater, der kaldte sig "Folkets parti" (en: Peoples Party, th:Khana Ratsadon^[19]), foran Dusit-paladset i Bangkok, med støtte fra militæret. Lederen var hærens øverstkommanderende, Phraya Phahon Phonphayuhasena, som havde uddannet sig til ingeniør i Danmark. Phahon stillede sig med front mod den kongelige tronsal og proklamerede, at kongens enevældige regering af landet var forbi. Kong Prajadhipok (Rama VII) var den pågældende dag ude for at spille golf i Hua Hin, hvor en række af kongelige sommerpaladser ligger. Kongen indvilgede senere samme dag i at opgive enevælden. Siam blev derved til konstitutionelt monarki, og dagen blev udnævnt som Nationaldag.^[20] Siden fik tilhængerne af kongedømmet, royalisterne, mere magt og ændrede datoen for landets nationaldag fra: Først fra 24. juni til 5. december, kong Bhumibol Adulyadejs fødselsdag, siden til 10. december, som siden hvert år er blevet fejret som Konstitutionsdag (Constitution Day), svarende til den danske Grundlovsdag.

Kong Prajadhipoks abdicererede i 1935, da han ikke ville underskrive en ny forfatning, hvorefter den kun ni år gamle Ananda Mahidol anerkendtes som konge af Siam. De ansatte i statsforvaltningen var uddannet i Europa og udgjorde sammen med militæret efterhånden landets samfundselite. Marskal Phibun Songkhram, der var en stor beundrer af Hitler, tiltvang sig gradvis magten og blev diktator i december 1938 og lod samfundet indrette efter europæisk fascistisk forbillede. Det var Phibun, der i 1939 ændrede landets navn fra Siam til Thailand. Under 2. verdenskrig samarbejdede Thailand med Japan, og den japanske besættelse af landet blev derfor meget mild. Efterhånden som krigslykken vendte for japanerne, voksede utilfredsheden med styret i den thailandske befolkning, og Phibun blev afsat i 1944 af en USA-støttet modstandsbevægelse.

Efterkrigstiden var urolig. I 1946 blev den unge Bhumibol konge, efter storebroren, kong Anandas pludselige død. Formelt var demokratiet genindført, men de politiske partier var svage, og militæret erobrede atter magten ved et kup i 1947. Året efter var landets tidligere diktator Phibun – der med nød og næppe havde undgået at blive stillet for retten for krigsforbrydelser – tilbage som landets leder. Samtidig sørgede Koreakrigen for, at Thailands økonomi kom ind i en gunstig udvikling. USA indledte et omfattende militært og økonomisk bistandsprogram, da man i Washington betragtede de thailandske generaler som en bastion mod den kommunistiske trussel i Sydøstasien.

I 1957 forsøgte Phibun at styrke sin stilling ved at gennemføre et valg, hvor valgfusk dog var så åbenlys, at regeringens valgsejr også blev dens fald. General Sarit Thanarat overtog magten og indledte en ny diktaturperiode med vægt på traditionelle, nationale værdier. Den økonomiske udvikling fortsatte, Japan foretog store investeringer i landet, og den eskalerende krig i Vietnam gavnede Thailands udenrigshandel. USA fik lov at etablere militærbaser i landet og udbyggede ved den lejlighed vejnettet og anden infrastruktur i den forsømte østlige del af Thailand.

Efter Sarits død i 1963 tog nye generaler over. Trods kommunismens fremgang i nabolandene fik en venstreorienteret oprørshær aldrig rigtig fodfæste hos det thailandske folk. I 1970'erne kom det dog til studenterprotester i Bangkok. USA's beslutning om at trække sig ud af Vietnam, og de forsigtige tilnærmelser mellem USA og Kina, skabte usikkerhed i Thailand. Den økonomiske fremgang stilnede af, og det blev hårde tider for mange. En skandale med krybskytteri – Thungyai poaching scandal – var en medvirkende årsag til militærstyrets fald.^[21] Der blev flere og flere protester, og de førte i 1973 til militærdiktaturets sammenbrud.

De følgende tre år var urolige. Politiske partier blev dannet og opløst i hastig rækkefølge, og foruden studenterne begyndte også bønder, arbejdere og munke at organisere sig. Regeringen gjorde meget lidt for at imødekomme kravene om reformer. Mens den civile regering således virkede ude af stand til at redde situationen, voksede den militært ledede bevægelse Nawaphon frem med slagordene "nationen, religionen, kongen". I efteråret 1976 blev en ny militærregering indsat, og lederne slog hårdt ned på venstreaktivisterne.

General Prem Tinsulanonda blev landets leder i 1980 og genoprettede det tidligere nære forhold til USA. Styret indførte en ny regeringsform, hvor magten var delt mellem regering og militær med kongen som mellemled. Samtidig opblødte regimet sin holdning over for anderledes tænkende og gav amnesti til enkelte politiske fanger. Fund af olie- og gas i Siambugten gav en vis optimisme efter en række økonomisk hårde år. Thailand oplevede igen økonomisk vækst som i 1960'erne, og den efterfølgende modernisering forandrede de sociale strukturer. Prems regime adskilte sig fra Sarits ved, at det savnede en tydelig ideologi. Hovedmålet var at sikre stabilitet.

Ved parlamentsvalget i 1988 gik landets ældste parti, Det Demokratiske Parti, stærkt tilbage. Til gengæld gik det højreorienterede Thainationen frem, og dets leder, Chatichai Choonhavan, blev premierminister. For første gang siden 1976 fik Thailand dermed en folkevalgt regeringsleder. Chatichai indledte en række reformer til gavn for især det private erhvervsliv. Thailand begyndte at investere i sine fattige nabolande. Men bekymringen for den frie markedsøkonomis negative effekter – inflation, korruption, trafik- og miljøproblemer – voksede. Regeringen overlevede indtil flere mistillidsafstemninger, og også højtstående militærfolk udtrykte deres misfornøjelse. For at dæmpe deres utilfredshed tillod Chatichai, at militære nøgleposter blev besat af folk fra den såkaldte "klasse 5". Det var en gruppe af indflydelsesrige mænd, som havde taget eksamen fra militærakademiet på samme tid i 1950'erne. Det banede vejen for et nyt, ublodigt kup i februar 1991.

Med en nyskrevet forfatning afholdtes der parlamentsvalg i marts 1992. Valget resulterede i en svag koalitionsregering med fem partier, og da ingen af dem kunne præsentere en troværdig leder, blev posten som regeringsleder indtaget af en af kupmagerne, Suchinda Kraprayoon. Denne gang reagerede offentligheden stærkt med store demonstrationer i Bangkoks gader. Demonstranterne krævede, at regeringslederen blev et af de folkevalgte parlamentsmedlemmer. Protesterne fortsatte hele foråret. Den 17. maj besluttede Suchinda at stoppe oprøret med vold. "Black May", som oprøret blev kaldt, forsatte til den 20. maj. Overgreb fra militæret førte til 52 dødsfald, hvorefter kong Bhumibol Adulyadej greb ind, og Suchinda måtte gå af. Den indsatte overgangsregering og militærets øverstbefalende lovede, at militæret ikke ville gribe ind.^[22]

Ved valget i efteråret 1992 fik det gamle Demokratiske Parti flest pladser i parlamentet. Men lige så mange stemte på Thainationen, og det nye parti National Udvikling, dannet af Chatichai kort efter urolighederne i maj. Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, blev ny premierminister. I januar 1995 lykkes det Chuan at samle flertal for en række tillæg til forfatningen. Reformerne sigtede mod at begrænse korruptionen i det politiske liv. Eksempelvis med regler om, at ministre ikke længere måtte nyde frynsegoder hos myndighederne eller i statslige virksomheder. Samtidig nedsatte man den stemmeberettigede alder fra 20 til 18 år. Men i forbindelse med et forslag til en jordreform blev regeringen i foråret 1995 anklaget for korruption, og parlamentet blev opløst. Valget tre måneder senere blev vundet stort af partiet Thainationen. Partiets leder, Banharn Silapa-archa, blev premierminister i spidsen for en skrøbelig koalition af syv partier. General Chaovalit Yongchaiyudhs, der havde fået posten som forsvarsminister, kom til at fremstå som premierministerens rival og formodentlige arvtager. Regeringen fremstod stadig mere korrupt og forsøgte at vinde popularitet ved at gennemføre nogle af de tidligere lovede reformer. Det meste af lovgivningsarbejdet kørte dog fast på grund af interne uenigheder. I efteråret 1996 trak Banharn sig og udskrev nyvalg.

Umiddelbart før den asiatiske finansielle krise ramte i 1997, var Thailands udenlandsgæld større end 100 mia. USD (cirka 600 mia. DKK). Med et BNP omkring 180 mia. USD (cirka 1.080 mia. DKK), udgjorde udlandsgælden 55 %. I december 1996 var valutareserverne på 37 mia. USD (cirka 220 mia. DKK). Fra 1990 til 1996 havde landet oplevet en imponerende vækstperiode, hvor udenlandske kapital strømmede ind grundet lav inflation, høje renter og betalingsbalanceoverskud. Bankernes udlån var massive og tilgodehavenderne store. I 1996 kom den thailandske valuta under stigende pres som følge af kapitalflugt udløst af, at et fald i verdens efterspørgsel på halvledere, der var en stor eksportartikel for Thailand. Samtidig manifesterede Kina sig som et konkurrencedygtigt land for udenlandske investeringer. Først blev thailandske baht lænket til USD, men centralbanken var tvunget til at lade kursen flyde, da valutareserverne løb ud, hvorefter kursen faldt mere end 50 %. For at stoppe krisen måtte Thailand søge hjælp fra IMF (Den Internationale Valutafond).^[23]

Trods Thaksin Shinawatra havde været indblandet i flere kontroversielle affærer, vandt han valget i 2001 og blev den første valgte premierminister, der sad hele perioden ud. I januar 2005 opnåede han genvalg med en såkaldt jordskredssejr. Der var imidlertid store strukturelle komplikationer i opbakningen til både ham, og hans parti Thai Rak Thai. Mens opbakningen fra landdistrikterne var massiv, var det samme absolut ikke tilfældet i de sydlige provinser og byområderne, i særdeleshed hovedstadsregionen. Gennem en periode blev det nærmest en fast norm med ugentlige demonstrationer. En hemmelig plan om at afsætte Thaksin ved et statskup tog sin begyndelse i februar 2006, samtidig med at Thaksin opløste parlamentet og udskrev parlamentsvalg til 2. april 2006. Oppositionen boykottede valget med en så massiv opbakning, at der adskillige steder blev afleveret flere blanke stemmesedler end udfyldte. Forfatningskommissionen erklærede valget for ugyldigt, hvorefter der opstod en dyb konflikt mellem forfatningskommissionen og valgkommissionen. Der blev udskrevet et nyvalg til 19. oktober 2006, som oppositionen tilkendegav at ville deltage i.

Den 19. september 2006 blev premierminister Thaksin Shinawatra afsat ved et militærkup, det første i 15 år. Thaksin var under kuppet på vej til New York for at holde tale i FN. Militæret aflyste det kommende valg, suspenderede forfatningen, opløste parlamentet, forbød protester og al politisk aktivitet. Aviser og andre medier blev undertrykt og udsat for censur. Medlemmer af kabinettet blev arresteret. Thaksin vendte ikke tilbage til Thailand før februar 2008, hvor han blev anklaget for korruption. Han erklærede sig ikke skyldig og blev løsladt mod kaution. I august besøgte han Kina i forbindelse med Olympiade-åbningen og søgte i den forbindelse politisk asyl hos Storbritannien med påstand om, at retssagen mod ham var politisk. I oktober blev han dømt in absentia og anmodet udleveret fra Storbritannien. Thaksin har siden levet i selvvalgt eksil, primært i Dubai og Hong Kong.

Efter kuppet opretholdt militæret styringen af landet i en periode, hvorunder politikere fra forhenværende premierminister Thaksins parti, Thai Rak Thai, var bandlyst fra politisk aktivitet i en årrække, og partiet blev opløst. I kølvandet af militærkuppet opstod bevægelsen National United Front of Democracy Against Dictatorship (UDD), senere kendt som Rødtrøjerne. De støttede den afsatte premierminister Thaksin Shinawatra og protesterede mod kupmagerne med krav om demokratisk valg. Bevægelsen opløstes efter det demokratiske valg i december 2007^[24], hvorefter People's Power Party (PPP), leddet af Samak Sundaravej, dannede regering sammen med fem mindre partier.

De følgende år var præget af politisk uro og optøjer, især i hovedstaden Bangkok, mellem to grupperinger: Rødtrøjerne, der støttede PPP og var tilhængere af tidligere premierminister Thaksin, og gultrøjerne, der støttede oppositionen, Det Demokratiske Parti.

I september 2008 erklærede forfatningsdomstolen premierminister Samak Sundaravej skyldig i interessekonflikt som følge af hans værtsrolle i et madlavningsprogram på tv. Afgørelsen, der endte med, at Sundaravej måtte træde tilbage, var kulminationen på en række skandaler og et 'overlevet' mistillidsvotum i parlamentet. Premierministerposten overtog partifællen Somchai Wongsawat. Han blev dog allerede en måneds tid senere, i oktober 2008, hindret adgang til sit kontor af massive demonstrationer fra en gruppe gultrøjer, der kaldte sig People's Alliance for Democracy. I november bredte gultrøje-demonstrationerne sig. Den nyåbnede Suvarnabhumi lufthavn var blokeret en kort periode. Den 2. december afgav Højesteret en kontroversiel dom om, at PPP var fundet skyldig i valgsvindel, og at partiet skulle opløses. Umiddelbart efter lykkedes det for Det Demokratiske Parti at danne en ny regering med Abhisit Vejjajiva som premierminister.

To grupper demonstrerede de følgende år, henholdsvis rødtrøjer, der var Sinawatra-tilhængere, og gultrøjer, som støttede Demokraterne. Det asiatiske topmøde Fourth East Asia Summit måtte aflyses, som følge af aggressive rødtrøje-demonstranter, der stormede og blokerede kongrescentret Royal Cliff Hotel i badebyen Pattaya. Perioden marts-maj 2010 var præget af nye voldelige optøjer. Sammenstød med militære fraktioner resulterede i 87 døde og flere end 1.300 tilskadekomne. Da rødtrøje-demonstranterne i ugevis holdt Bangkoks forretningskvarter besat, indførte regeringen undtagelsestilstand. Urolighederne spredtes til provinsbyerne Chiang Mai og Surat Thani. Efter adskillige voldelige sammenstød overgav UDD sig.

Ved parlamentsvalget i juli 2011 vandt det nydannede oppositionsparti Pheu Thai en såkaldt 'jordskredssejr'. Partiet var ledet af den politisk uerfarne Yingluck Shinawatra, yngste søster til tidligere afsatte premierminister Thaksin Shinawatra, som blev beskyldt for fra sit eksil, at være den egentlige leder af en marionetregering.

Det vigtigste valgløfte i 2011 fra Yingluck Shinawatra var et såkaldt Rice Pledge Scheme (garanteret rispris): Bønderne fik lovning fra regeringen om opkøb af deres rishøst til en høj pris.^[25] Da omkring 40 % af Thailands arbejdsstyrke var beskæftiget i landbrug, og hovedparten med risdyrkning, sikrede dette løfte Yingluck Sinawatras valgsejr. Ris blev opkøbt til overpris og lagt på lager, for at presse verdensmarkedsprisen op. Selv om Thailand på daværende tidspunkt kontrollerede 30 % af verdensmarkedet for ris, blev ordningen fra begyndelsen af kritikere anset for urealistisk. Planen gav da også bagslag, da andre lande straks fyldte det thailandske ris-tomrum fra slutningen af 2011 og frem til 2013.^[26] I januar 2014 begyndte den Nationale Anti-korruptions Kommission (NACC) at undersøge Yingluck Shinawatras rolle i ordningen. Hun blev i maj tvunget til at træde tilbage som premierminister, efter at Thailands forfatningsdomstol havde fundet hende skyldig i magtmisbrug. Nogle måneder senere fjernede militæret ved et statskup, hvad der var tilbage af hendes regering. I januar 2015 blev Shinawatra anklaget for korruption, som følge af hendes rolle i ris-støtteordningen.^[27] Dagen før domsafsigelsen i august 2017, flygtede hun fra Thailand og fortsatte til London, hvor hun søgte asyl i Storbritannien.^[28][29] I september afsagde Thailands Højesteret dom in absentia over Yingluck Shinawatra, hun blev idømt fem års fængsel for at undlade at stoppe ris-støtteordningen.^[30]

Udgifterne til ris-støtteordningen var dog ikke hovedårsagen til, at Yingluck Shinawatras regering i sidste ende faldt. De politiske spændinger i Thailand begyndte næsten et årti tidligere, da Thaksin Shinawatra, Yinglucks ældre bror og tidligere premierminister, selv blev fjernet ved et militærkup i 2006.^[26]

Thailands militærkup i 2014 var et ublodigt statskup under ledelse af general Prayut Chan-o-cha den 22. maj, 2014. Det skete efter den politiske bevægelse Gultrøjer gennem syv måneder havde demonstreret i Bangkok mod den siddende demokratisk valgte regering under ledelse af Yingluck Shinawatra. Selv om militæret havde lovet et hurtigt nyvalg til parlamentet efter kuppet, udnævnte Prayut Chan-o-cha sig selv som premierminister tre måneder senere, den 21. august, og beholdt posten i næsten fem år. I 2016 døde den populære kong Bhumibol Adulyadej og hans søn, den mindre populære kronprins Vajiralongkorn overtog tronen. Chan-o-cha forklarede, at et af militærkuppets formål var, at sikre et roligt tronskifte. Efter ændring af forfatningen (grundloven) i 2017, blev der endeligt udskrevet valg til afholdelse den 24. marts 2019, dog ville det endelige valgresultat ikke blive offentliggjort før efter kong Vajiralongkorns kroning den 4. maj. Chan-o-cha var under militærregeringen fratrådt som general, og stillede op som premierministerkandidat for et nystiftet politisk parti. Det nye demokratisk valgte parlament mødtes første gang den 24. maj, fem år efter statskuppet, Chan-o-cha blev derved den kupmager, der har beholdt magten i længst tid i nyere thailandsk historie. Den 5. juni blev Chan-o-cha valgt som Thailands 29. premierminister med kombineret stemmeflertal fra folkevalgte parlamentsmedlemmer og af militæret udpegede senatorer.

Parlamentsvalget i Thailand 2019 blev afholdt den 24. marts. På valg var hele Repræsentanternes Hus, det thailandske parlaments underhus med 500 folkevalgte pladser.

Efter parlamentsvalget i blev militærjuntaen fra 2014 statskuppet udskiftet med et delvist demokratisk valgt parlament, hvor senatet, der med 250 pladser udgør en tredjedel af parlamentets ialt 750 sæder, var udpeget af militæret, og en regering bestående af hærens allierede. Den forhenværende juntaleder, Prayut Chan-o-cha blev udpeget som premierminister.^[31]

Oppositionen bestod primært af partiet Future Forward under ledelse af milliardæren Thanathorn Juangroongruangkit. Det lykkedes regeringen både af få partilederen ekskluderet som parlamentsmedlem og opløsning af partiet med argfumentation om, ved at dets logo af en trekant stående på spidsen, var sammenlignelig med logoet for Illuminati-ordenen, et hemmeligt selskab bestående af en lille politisk magtfuld elitegruppe, som konspirations teoretikere mener søger at opnå verdensherredømme. De tilbageværende 54 parlamentsmedlemmer fra Future Forward-partier stiftede to uger senere Move Forward Party med Pita Limjaroenrat som leder.

Thailand har tidligere opløst politiske partier og bandlyst politikere for en periode. Det skete første gang efter militærkuppet i 2006, hvor Thaksin Shinawatra blev afsat og partiet Thai Rak Thai blev opløst i 2007. I 2008 blev det pro-Thaisin parti People’s Power Party, og to af dets støttepartier, opløst, hvilket medførte massedemonstrationer i 2010, hvor 90 mennesker blev dræbt. Og forud for 2019-valget blev et andet pro-Thaisin parti, Thai Raksa Chart, opløst.^[32]

Den 26 marts 2020 indføres undtagelsestilstand på grund af Coronaviruspandemien og grænserne blev lukket. Omfattende nedlukninger medførte kun relativt få registrerede sygdomstilfalde og dødsfald med COVID-19 lå på omkring et pr. million indbyggere. Thailand blev fremhævet af WHO for en effektiv indsats.

I juli måned forlangte studenterdemonstrationer et mere demokratisk styre end det militærdominerede parlament indført ved valget i 2019, som overgang til civilt styre og afløsning militærdiktaturet siden statskuppet i 2014. Desuden rejstes der kritik af kong Vajiralongkorn, som hovedsageligt opholdt sig Tyskland, med krav om, at kongen skal have mindre politisk indflydelse. At stille krav til kongehuset er uden tidligere sidestykke og med risiko for op til 15 års fængsel, i henhold til nationens strenge lèse-majesté-lov (majestætsfornærmelse). Protesterne eskalerede hen over sommeren og kulminerede med en massedemonstration i Bangkok den 19. og 20. september, hvor thailændere synkront demonstrerede i 19 byer over hele verden, blandt også andet i København.

Resultatet af protesterne medførte tilsyneladende et stigende skel mellem befolkningen og de unge aktivister, der foreløbigt satte demonstrationerne i bero, men ikke viste tegn på at stoppe.^[33]

Ved Parlamentsvalget den 14. maj 2023 vandt det forholdsvis nystiftede Move Forward Party – en videreføring af det opløste Future Forward Party – overraskende.^[34] Ifølge analytikere chokerede valgsejren den thailandske elite, der har brug for politikere til at hjælpe dem med, at bevare deres indflydelse. Eliten stoler ikke på Pheu Thai – partiet, som under de facto ledelse af Thaksin Shinawatra forventedes at vinde valget – men de stoler endnu mindre på Move Forward. Dette skyldes, at Move Forward har en klar holdning om, at lave strukturelle ændringer.^[35] Det lykkedes imidlertid ikke for Move Forward at få valgt deres premierministerkandidat, da de af militæret udpegede senatorer – hvorfra en del stemmer var nødvendige – og den konservative opposition ikke ville stemme for ham. Herefter fik Pheu Thai mulighed for at danne regering med Srettha Thavisin som premierminister.^[36][37]

Udvalgte begivenheder

• 1238-1438 Sukothai, det første kongerige
• 1351-1767 Ayutthaya-kongeriget, fra 1500-tallet kaldt Siam i udlandet
• 1400-tallet Sakdina (Landlord) systemet indføres i Ayutthaya-riget
• 1669 Pave Clemens IX grundlægger Mission de Siam
• 1767 Burma erobrer og ødelægger Ayutthaya
• 1768-1782 Kongeriget Thonburi på modsatte flodbred af handelsstationen Bangkok
• 1782 Det nuværende Chakri-dynasti tager magten, skifter navnet til Kongeriget Rattanakosin (kendt som Siam) og Krung Thep Maha Nakhon (Bangkok) bliver hovedstad
• 1868-1910 kong Chulalongkorn, Rama V's regeringstid
• 1917 Siam erklærer krig mod Tyskland og Østrig-Ungarn (WWI), det nuværende nationalflag indføres
• 1932 Den Siamesiske Revolution hvor Enevældet fredeligt afskaffes
• 1935 Kun ni år gamle Ananda Mahidol anerkendes som konge af Siam efter kong Prajadhipoks abdikation
• 1939 Siam skifter navn til Thailand
• 1941 8. december, Japan besætter Thailand, der efterfølgende erklærer krig med de allierede styrker (WWII)
• 1946 Bhumibol bliver konge, efter storebroderen, kong Anandas pludselige død
• 1946-1948 Thailand skifter i en periode navn til Det Kongelige Kongerige Siam
• 1948 Militærdiktatoren Phibun tager magten for anden gang og ændrer nationens navn tilbage til Thailand
• 1973-76 Stormfuld demokratisk periode
• 1976 Massakre den 6. oktober i Thammasat University og på Sanam Luang-pladsen
• 1980 General Prem Tinsulanonda bliver leder
• 1988 Demokratiet genindføres
• 1991 Nyt militærkup
• 1992 Atter demokrati efter blodige uroligheder, der kulminerede i Black May-oprøret
• 1997 Akut økonomisk krise – ny, demokratisk forfatning vedtages
• 2001 Thaksin Shinawatra vælges med et overvældende flertal
• 2006 Endnu et militærkup, Thaksin Shinawatra afsættes
• 2008-11 Demokratisk valgte regeringer, mange politiske uroligheder, Thaksin Shinawatra flygter i eksil
• 2011 Yingluck Shinawatra vælges som første kvindelige premierminister
• 2014 Nyt militærkup, Yingluck Shinawatra afsættes, general Prayut Chan-o-cha tager magten
• 2015 Bombeattentat i Bangkok den 17. august
• 2016 Kong Bhumibol dør efter 70 år på tronen, tronskifte til kong Vajiralongkorn
• 2017 Ny forfatning, Yingluck Shinawatra flygter i eksil
• 2019 Parlamentsvalg, Prayut Chan-o-cha bliver premierminister. Kroning af kong Vajiralongkorn
• 2020 Undtagelsestilstand grundet coronaviruspandemi, omfattende demonstrationer mod regering og konge.
  En soldat skød og dræbte 29 personer og sårede 58 andre i et masseskyderi i Nakhon Ratchasima
• 2021 1. november genåbnes for turisme, men med visse restriktioner
• 2022 Thailand genåbnes fuld ud for turisme, Bangkok skifter officielt navn til Krung Thep Maha Nakhon (Bangkok). En tidligere politiofficer skyder mindst 37 personer, heraf 22 børn, og sårer 12 i en massakre i provinsen Nong Bua Lamphu. Ny valglov vedtages
  . Prinsesse Bajrakitiyabha, den mulige tronfølger, bliver ramt af hjertestop
• 2023 Parlamentsvalg. Thaksin Shinawatra vender hjem fra eksil. Srettha Thavisin valgt som premierminister. En 14-årig dreng foretager et masseskyderi i Siam Paragon i Bangkok. 28 thailændere dør i Israel-Hamaskrigen 2023.

Thailand har siden 1932 (og indtil 2023) afholdt 27 demokratiske valg, 20 gange fået en ny forfatning (grundlov) og haft 20 statskup.^[38]

Forfatningen af 1978 blev ophævet ved militærkuppet i 1991, men genindført året efter. Siden er der blevet gennemført flere ændringer fra 1995 og frem, senest ved en folkeafstemning i 2016 under en militærregering.

Ifølge forfatningen er kongen landets statsoverhoved og formelt øverstbefalende for de væbnede styrker. Kongen har ingen egentlige magtbeføjelser, men nyder stor respekt blandt magthaverne, og har indflydelse. Til hjælp i sit daglige arbejde har kongen en gruppe bestående af højst 15 rådgivere, som han selv udpeger.

Valgretsalderen er 18 år. Stemmeafgivning er obligatorisk og er et af de ansvarsområder, der er beskrevet i forfatningen, som en borger skal udøve. Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, der har to kamre – Repræsentanternes Hus og Senatet. Parlamentet med 750 pladser udpeger en premierminister, der skal danne regering. I Repræsentanternes Hus med 500 medlemmer, vælges de 400 ved kredsmandater og de resterende 100 som listemandater, ved brug af to stemmesedler. Senatets medlemmer valgtes tidligere i direkte valg, men siden forfatningsændringen i 2016, er senatorerne udpeget for en femårig periode af militæret, primært NCPO, der er en forkortelse for militærets Nationale Komite for Fred og Orden. Hvis senatorerne har enstemmighed for en premierministerkandidat behøver denne kandidat således kun 126 stemmer fra Repræsentanternes Hus, svarende til 25,2 procent af de folkevalgte parlamentarikere, for at opnå flertal.^[39][40]

Siden Thailand i 1932 overgik fra 700 års enevælde til konstitutionelt monarki, har landet oplevet 17 militærkup. Men de fleste af kuppene har været ublodige, og målet har ofte været en omfordeling af magten og ikke en drastisk ændring i landets politik. Militæret har dog altid haft en stor indflydelse på beslutningerne, selv i demokratiske perioder.

De politiske partier har ofte været opbygget omkring en leder med stærk personlig udstråling snarere end på politiske programmer. I senere tid var der faktisk kun to partier i parlamentet, der kunne siges at have et egentligt program: det liberalkonservative Demokratisk Parti (Pak Prachatipat), der lededes af fhv. premierminister Chuan Leekpai, og det reformvenlige Sociale Handlingsparti (Pak Kit Sangkhom). Efter urolighederne i 1992 dannede Chatichai Choonhavan partiet National Udvikling (Chart Pattana), mens det højreorienterede Thainationen (Chart Thai) var erhvervsledernes parti.

Monarkiet er en stabiliserende faktor i landets indenrigspolitik. Kongen har stor uformel indflydelse, fordi Thailands monark altid er blevet tillagt en mere eller mindre guddommelig rolle. Kong Bhumibol har flere gange taget afgørende skridt til løsning af konflikter.

Under 1980'erne og 1990'ernes økonomiske vækst er en politisk bevidst middelklasse vokset frem, særligt i Bangkok, hvor væksten også mærkes tydeligst. Sammen med de intellektuelle og studerende er denne middelklasse den stærkeste drivkraft for en demokratisering af landet.

Thailand har ikke tilsluttet sig Flygtningekonventionen fra 1951, og Thailands indvandringslov skelner ikke mellem flygtninge, asylansøgere og ulovlige indvandrere.^[41]

I 1997 og 1998 kredsede indenrigspolitikken om følgerne af den alvorlige økonomiske krise, der ramte Sydøstasien i sommeren 1997. Forud for krisen var gået en voldsom valgkamp op til parlamentsvalget i november 1996, hvor Partiet for Ny Stræben sikrede sig 125 pladser i parlamentet – hovedsageligt ved at købe sig til stemmer hos de fattige i nordøst. Det Demokratiske Parti fik 123 mandater, de fleste vundet i hovedstaden. Som ventet blev Chaovalit regeringsleder for en ny koalition, denne gang med seks partier. For at puste nyt liv i landets økonomi blev den respekterede teknokrat Amnuay Viravan udnævnt til finansminister. Men det lykkes ham ikke at overbevise regeringspartierne om, at det var nødvendigt at gennemføre reformer og stramninger. Derfor var landet totalt uforberedt, da krisen ramte.

Allerede i løbet af foråret havde der været folkelige protester mod de stadigt ringere forhold for landets fattige. Regeringen svarede igen ved at censurere den del af pressen, der udtalte sig kritisk om dens politik.

Samtidigt foregik der en anden vigtig politisk proces, nemlig forsøget på at få samlet flertal til endnu en forfatningsreform, som endelig skulle give Thailand et demokratisk lovgrundlag. Den blev vedtaget med stort flertal i september 1997.

Chaovalit havde selv været meget kritisk over for den nye reform, og eftersom regeringens håndtering af den økonomiske krise blev voldsomt kritiseret, valgte han at gå af som premierminister i november 1997. Der var ingen af koalitionspartnerne, der var parate til at overtage regeringsansvaret, og det blev i stedet endnu engang Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, der blev premierminister i en nydannet koalitionsregering.

Trods al den elendighed, den økonomiske krise har ført med sig, gav den også indirekte grund til optimisme på demokratiets vegne: Selvom det var en oplagt situation at udnytte til et militærkup, har generalerne ikke spillet med musklerne under krisen. Hæren synes at have accepteret en mindre rolle i landets politiske liv.

Valget i januar 2001 gav overvældende sejr til oppositionspartiet Thai Rak Thai (TRT) og førte til dannelse af en ny flertalskoalitionsregering med TRT's leder og grundlægger, telekommunikationsmilliardæren Thaksin Shinawatra, som ny premierminister. Regeringen fokuserede særligt på den økonomiske politik, og på at indfri de populære løfter, som i sin tid bragte den til magten. Ydermere styrkede TRT sin stilling ved at fusionere med flere småpartier og derved opnået absolut majoritet i Repræsentanternes Hus. Premierminister Thaksin nød betydelig folkelig popularitet, men regeringen blev udsat for stigende kritik for manglende gennemsigtighed, ligesom forholdet mellem regeringen og de uafhængige medier, samt visse NGO'er, prægedes af udtalt gensidig mistillid.

Fraset, at man fra thailandsk side i 2000 genoptog anvendelse af dødsstraf, samt at der i forbindelse med politiets forsøg på at begrænse det meget betydelige narkotikaproblem fremkom anklager om overdreven voldsanvendelse under premierminister Thaksin Shinawatras narkotika-kampagne, er menneskerettighedssituationen, set i et regionalt perspektiv, fortsat relativ god.

Thailand har været i en tilstand af de facto-moratorium (midlertidigt standset) med eksekvering af dødsdomme siden 2012. Amnesty International bemærkede i sin rapport, at der i 2016 var en stigning i antallet af dødsdømte fanger til 216.^[42]

Menneskerettighederne nyder ikke stor respekt i Thailand. Der har forekommer summariske henrettelser, og mistænkte er blevet ofte udsat for vold, mens de har været i politiets varetægt. En ny forfatning, der trådte i kraft i 1998, gav bedre retsbeskyttelse end tidligere, men den dårlige behandling af flygtningene i landet blev der ikke gjort noget ved. I løbet af 1997 steg antallet af mennesker, der søgte til Thailand fra Burma og Cambodja til hidtil usete højder, og de, der ikke blev stoppet ved grænsen, blev interneret i flygtningelejre under dårlige forhold: I alt findes der over 100.000 burmesiske flygtninge i Thailand. Cirka halvdelen af de mennesker, der tilhører forskellige bjergfolk i Thailand er ikke registreret som borgere i landet, og kan derfor ikke stemme eller købe jord, lige som de har vanskeligt ved at få sociale ydelser af forskellig slags.

Der er oprettet en særlig kommission for menneskerettigheder.

I de fire sydlige provinser Songkhla, Pattani, Yala og Narathiwat, er muslimer den religiøse majoritet, hvilket har medført årelange konflikter mellem styret i Bangkok og lokale, ofte voldelige oprørsgrupper, der ønsker mere selvstyre eller hel uafhængighed fra Thai-nationen. Provinserne blev annekteret fra islamiske Malaysia omkring år 1900.^[43] Der er udstationeret et stort antal regeringstropper for at etablere ro i området, men alligevel er voldsepisoderne overvældende. Der er ofte tale om bomber, både vejsidebomber og skjulte, fjernstyrede bomber aktiveret med for eksempel en mobiltelefon. Dette har medført, at alle thailandske simkort registreres, og turister skal identificere sig med pas, for at kunne erhverve et thailandsk simkort. De fleste lander fraråder deres borgere at rejse til de sydlige thai-provinser.

Modstanden mod det buddhistiske styre fra Bangkok har eksisteret i årtier, men aftog en periode i 1990'erne, inden den igen blussede voldsomt op i 2004. Især Narathiwat, Pattani og Yala har været plaget af den længerevarende opstand af etnisk malaj-muslimer, der kæmper for autonomi, hvilket har medført at flere end 7.000^[44] mennesker er blevet dræbt i hundredvis af angreb siden 2004 og frem til 2018. Analytikere, der overvåger konflikten, siger, at volden fra oprørsgrupperne faldt til et historisk lavpunkt i 2017, på trods af forhandlingerne om at opnå få fred ikke viste nogen fremskridt. De var indledt af den civile regering før militærkuppet i 2014, og forsøgt genoplivet af militærjuntaen.^[45]

I 2016 blev der rapporteret 801 hændelser, hvori der var 307 dødsofre og 620 skadede, heraf 24 dræbte kvinder og 128 tilskadekomne. Religiøst opdelt var der 106 dødsfald og 375 tilskadekomne blandt buddhisterne, og 188 dødfald og 251 tilskadekomne blandt muslimer, samt 13 uidentificerede dødsfald og 2 sårede. Ofrene er overvejende civile med 230 omkomne og 347 tilskadekomne, mens embedsstanden talte 77 dødsfald og 281 skadede. Provinsopdelt var der 53 hændelser i Songkhla, 309 i Pattani, 175 i Yala og 270 i Narathiwat.^[46]

I 2023 begyndte en fireårig militær efter 19 års oprørsuroligheder. Formålet er gradvist at mindske militær tilstedeværelse og fjerne den undtagelsestilstand, der har været fremherskende i området.^[47]

Thailand har altid ført en pragmatisk udenrigspolitik og tilpasset sig de nye situationer, der er opstået. Det gamle siamesiske kongedømme søgte støtte hos Kina. Diplomatisk snilde og balance i forholdet til de europæiske stormagter Frankrig og Storbritannien sikrede selvstændigheden, mens nabolandene blev koloniseret. Under 2. verdenskrig var partneren først Japan, og siden – da krigen vendte – USA.

Efter krigen bevarede Thailand det gode forhold til USA, fordi landet var et af de få overbeviste ikke-kommunistiske lande i regionen. Den situation ændrede sig i 1970'erne, da USA og Kina genoptog de diplomatiske forbindelser, og amerikanerne trak sig ud af Vietnam. Også Thailand opgav den kompromisløse holdning til de kommunistiske lande og begyndte at føre en mere åben politik over for nabolandene, der var meget fattigere end Thailand. Thailandske virksomheder begyndte at investere i Burma, Cambodja, Laos og Vietnam.

Den cambodjanske oprørshær De Røde Khmerer smuglede tømmer og ædelstene til thailandske opkøbere, der ikke bekymrede sig om, hvor varerne kom fra, og det gav i 1993 problemer i thailandsk udenrigspolitik, ikke kun over for Cambodja, men også USA og i FN, der havde indført sanktioner for at svække khmererne. Da den thailandske regering forbød grænsehandlen, blev forholdet til nabolandet bedre.

Thailand er også blevet kritiseret internationalt for at handle med Burma i en tid, hvor de fleste andre lande har indført sanktioner mod militærstyret dér. Men Thailand tjener godt ved at købe rettigheder til fiskeri og skovhugst i Burma og har nægtet at deltage i sanktionerne. Forholdet til Burma blev dog spændt i 1995, da mange medlemmer af karenfolkets oprørsbevægelse i Burma flygtede over grænsen til Thailand efter en burmesisk regeringsoffensiv mod dem. Det var dog ikke værre, end at Thailand var en af drivkræfterne bag Burmas optagelse i den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN i 1997.

Chaovalits regering tog en række udenrigspolitiske initiativer, bl.a. overvejede Thailand i begyndelsen af 1997 at skrive kontrakter om forsvarssamarbejde med Kina. Thailand gennemfører dog stadig militærøvelser med USA, der er en stor investor i landet. Alligevel meldte Thailand sig i 1993 ind i Sammenslutningen af Alliancefri Lande.

Udenrigspolitisk er Thailand knyttet til den vestlige kreds og traktatallieret med USA. Dette afspejles i en traditionel åbenhed over for udenlandske investeringer og handel, herunder en positiv holdning til WTO-samarbejdet, hvor Thailands tidligere handelsminister dr. Supachai Panitchpakdi i 2002 tiltrådte som generaldirektør.

Thaksin-regeringen prioriterede Thailands økonomiske interesser samt forholdet til nabolandene. På trods af, at første halvdel af både 2001 og 2002 var præget af træfninger og spænding langs den thai-burmesiske grænse, tilstræbte Thaksin-regeringen løbende at styrke samarbejdet med militærregeringen i Rangoon om spørgsmål vedrørende illegale indvandrere, flygtninge samt den stigende smugling af narkotika fra Burma til Thailand.

Det normalt gode forhold til Cambodja var i perioden efter afbrændingen af den thailandske ambassade i Phnom Penh i januar 2003 anstrengt. Thaksin-regeringen styrkede med held handelsrelationerne til Kina. Thailand prioriterer det regionale ASEAN særdeles højt og blev drivende med henblik på at styrke det politiske samarbejde, og etablere en sydøstasiatisk frihandelszone, der trådte i kraft 1. januar 2015.

Thailands største budgetpost går til militæret.^[48] Forsvarsbudgettet udgjorde siden finansåret 2014, 7,3 procent af regerings-budgettet, der svarer til 18 procent af BNP. Forsvarsbudgettet for finansåret 2018 udgjorde 222 Milliarder thailandske baht (cirka 45 milliarder kroner), en forøgelse til 7,7 procent.^[49] I 2020 og 2021, samt budgettet for 2022 blev forsvarsbudgettet formindsket og kom ned på 203 milliarder baht (cirka 41 milliarder kroner), svarende til 6,56 procent af regeringens samlede budget på 3.100 milliarder baht (omkring 620 milliarder kroner).^[50]

Ifølge forfatningen har de væbnede styrker til formål at beskytte monarkiet, national integritet og suverænitet, svarende til formålet i mange andre lande. Imidlertid har det thailandske militær fået tildelt en yderligere rolle, der næsten er begravet i slutningen af § 52 i forfatningen: "Væbnede styrker skal også indsættes med det formål at udvikle landet." Militære udviklingsafdelinger udfylder således roller, som andre steder ville blive tildelt lokale civile myndigheder, for eksempel: landbrug, skovbrug, opførelse af offentlige bygninger og fjerninfrastruktur, samt skoler. »Thailændere har soldater, der bruger noget af deres tid på at dyrke landbrug, det giver dem et fodaftryk overalt i landet,« fortalte en militærobservatør til avisen Nikkei Asian Reveiw.^[51]

Der er almindelig værnepligt, hvor omkring 350.000 unge mænd indkaldes til session. Af disse udtages 100.000 til militærtjeneste (2018-tal). Værnepligten er to år og værnepligtige modtager en kompensationsløn på 10.000 baht (cirka 2.000 DKK) om måneden, foruden lommepenge. Frivillige kan frit vælge mellem nationens tre væbnede styrker, Royal Thai Army (hæren), Royal Thai Navy (flåden) og Royal Thai Air Force (luftvåbenet). Man fritager de, der ikke anses for fysisk i stand til at udføre militærtjeneste, mentalt syge, og de, som har ændret deres fysiske udseende væsentligt, såsom transkønnede (typisk mænd, som skifter køn til kvinde, ofte benævnt ladyboy, på thaisprog kathoey eller katoey). Der var i 2010'erne syv sager fremme i medierne om værnepligtige, der var omkommet i tjenesten ifm. disciplinære afstraffelser.^[52][53] I 2015 udgjorde forsvaret ifølge Peace Research Institute of Frankfurt 306.000 aktivt personel og 245.000 i reserven, i alt 551.000 personer, hvilket svarede til 0,8 procent af befolkningen.^[51]

Der var i 2015 en general for hver 660 lavere rangerende personel. Det anslås, at Thailand har mellem 150 og 200 firestjernede generaler i faktiske kommandopositioner. Ældre officerer uden undtagelse går på pension når de fylder 60 år, som alle thailandske offentligt ansatte. En del fortsætter nogle af de over 50 statsejede virksomheder, for eksempel det nationale luftfartsselskab Thai Airways International. Militæret kontrollerer mere jord end nogen anden enhed i landet og ejer direkte adskillige virksomheder, især Tv- og radiostationer, angiveligt af nationalt sikkerhedsmæssige årsager.^[51] I begyndelsen af 2021 blev antallet af generaler og bureaukrater opgjort som 1.400, til at lede 361.000 aktivt militærpersonel. Samtidig meddelte militæret, at det ville påbegynde en reduktion i antallet af højt rangerende officerer, som del af en "slankeplan".^[54]

Den thailandske hær havde i perioden siden 2014-militærkuppet (se ovenfor: Statskuppet i 2014) og frem til 2018 købt flere våben fra Kina, da det var omkostningseffektivt. Dette medførte spekulationer om mulige større og hyppigere militære øvelser med Kina, foruden alliancen med USA. Militærøvelser med Kina ville dog ikke kunne matche de multilaterale øvelser ledet af USA, da de kinesiske var signifikant mindre og bilaterale. På grund af uigennemsigtige tilbud var det svært at vide, hvor meget der var brugt fra det thailandske forsvarsbudget på indkøb af materiel fra Kina. Efter kritik fra Barack Obama administrationen knyttede militærjuntaen tætte bånd til kineserne, men under præsident Donald Trumps embedsperiode blev Thailand og USA atter knyttet nærmere sammen, hvor juntaleder og premierminister, general Prayuth Chan-ocha blev hilst velkommen til Det Hvide Hus i Washington i 2017.^[55]

Thailand er opdelt i 76 provinser, (changwat, thai: จังหวัด), hørende under indenrigsministeriet. Hovedstaden Bangkok (Krung Thep Maha Nakhon) er dog en særskilt lokal administration, men medregnes ofte som en 77. provins, desuden er byen Pattaya også lokalt administreret. Provinserne var i 2017 inddelt i 878 amphur (også skrevet med latinsk alfabet som amphoe, thai: อำเภอ), der bedst kan oversættes som "distrikt", kan sidestilles med tidligere danske amter. Hver amphoe ledes af en distrikts embedsmand (nai amphoe, นายอำเภอ), udpeget af indenrigsministeren. Et amphoe er yderligere inddelt i tambon (thai: ตำบล, udtalt [tām.bōn]), der forvaltes af Thesaban (thai: เทศบาล), nærmest svarende til dansk kommune. Der er tre niveauer, Thesaban nakhon (thai: เทศบาลนคร), svarende til større by, Thesaban mueang (thai: เทศบาลเมือง), svarende til en mindre by, og Thesaban tambon (thai: เทศบาลตำบล), der er et underliggende distrikt. Et tambon ledes som lokal regeringsenhed med et folkevalgt råd, dog lidt med forskel efter størrelse og skatteindtægt. Hver af de 7.255 tambon er yderligere inddelt i muban (thai: หมู่บ้าน), ofte oversat som landsby eller et sted (område), hvilke er den laveste administrative enhed, som der var 75.032 af i 2017.^[56] "Mu" kan oversættes som en samling af huse eller hjem, og "ban" betyder både hjem og landsby. En muban har en folkevalgt formand (Phu Yai Ban, ผู้ใหญ่บ้าน), ofte betegnet som landsbyformand eller landsbychef (oversat fra thai til engelsk som village headman eller village chief).

Store læsekundskaber og en stræben efter at bevare det nationale sprog og alfabet gør Thailand til et af de udviklingslande, hvor der læses mest, målt i antal udgivelser af bøger og aviser. I 1992 blev der udgivet 8.000 nye titler på thailandske forlag.

Siams (Thailands tidligere navn) første avis var The Bangkok Recorder fra 1844, en lille tospaltet publikation, skrevet af Dr. Dan Beach Bradley, en kristen amerikansk missionær. Den udkom på både engelsk og thai i perioden 1844–1845 og 1865–1867, først månedligt, senere to gange om ugen.^[57] Blandt avisens abonnenter var kong Mongkut og andre adelige.

Den ældste nutidige avisudgivelse, er den engelsksprogede Bangkok Post, der blev etableret i 1946 af Alexander MacDonald, en tidligere amerikansk efterretningsofficer ved OSS og hans thailandske medarbejder, Prasit Lulitanond. Den første udgave var på fire sider og kostede én baht, en papirpengeseddel og betragtelig sum på det tidspunkt.

I dag udkommer over 30 uge- og månedsmagasiner og 35 dagblade – de fleste udgives i Bangkok. De vigtigste aviser er den ret sensationsprægede Thai Rath (cirka 1 mio. eksemplarer), den militærstøttede Daily News (850.000) og moderat progressive Matichon (900.000), samt dens nyere masseorienterende søsteravis Khaosod (950.000), der betyder "Friske Nyheder" (eng. Fresh News). Yderligere er der konservative moderat kritiske Kom Chad Luek (cirka 900.000), der er ejet af Nation Multimedia Group. De er alle thaisprogede. Blandt de kinesisksprogede aviser er Sing Sian Yit Pao Daily News (90.000) den førende, mens Bangkok Post (110.000) og The Nation Thailand (Nation Multimedia Group) er de største engelsksprogede aviser, sidstnævnte kun online siden 2019. De engelsksprogede aviser og deres netudgaver nyder stor bevågenhed blandt magthaverne og anses for at være meningsdannende, herunder også den nyere Khaosod English fra 2013.

Thailand var i 1955 det første land i Sydøstasien, der begyndte at sende fjernsyn. I dag har landet ni kanaler, både statslige og private, foruden en lang række regionale og lokale stationer. Nogle kontrolleres af militæret. Den statslige radiostation sender på tre kanaler i Thailand, men har også udsendelser i udlandet på flere sprog. Radiostation Voice of Free Asia er underlagt Thailands udenrigsministerium og sender på thai og fire andre sprog. Både tv og radio er reklamefinansieret.

94 procent af befolkningen har en smartphone (2020-tal), 50 procent en PC, 33 procent en tablet og 15 procent et smartur. 400.000 husstande indeholder smart udstyr. Thailændere er i 2020 på en global andenplads, efter Filippinerne som tidsmæssigt største forbrugere af mobiltelefon, og globalt nummer fem for brug af Internet, gennemsnitligt 4 timer og 57 minutter om dagen. På tværs af alle enheder er Internet-forbruget ni timer om dagen.^[58]

I 2014 havde Thailand 26 millioner Internet opkoblinger, i 2020 har 75 procent af nationens flere end 60 millioner indbyggere adgang til Internettet, det globale gennemsnit er 59 procent. Regeringen forbereder overgang til udbredt digital kommunikation og økonomi, blandt andet med et effektivt 4G mobilnetværk, et kommende 5G og løbende planer om at installere internetadgangspunkter i alle landdistrikternes landsbyer, for at undgå en digital opdeling. Desuden har Thailand tiltrukket voksende international interesse som et regionalt knudepunkt for digitale virksomheder, på grund af landets fordelagtige geografiske placering i centrum af det sydøstlige Asien. I 2020 har 90 procent af internetbrugerne søgt eller købt produkter online, heraf 69 procent via mobiltelefon. Onlinesalg udgør 135,7 milliarder baht (~30 milliarder DKK pr. februar 2020). 33 procent betaler med kreditkort og 25 procent med digital pung (e-wallet).^[58][59][60]

En thailænder brugte i 2020 gennemsnitligt to timer og 55 minutter om dagen på sociale medier, 99 procent af brugerne så også video. De mest populære websteder var Google, Facebook og YouTube. De mest populære thailandske sider var Pantip og Sanook. De mest anvendte sociale medier var Facebook med 95 procent, YouTube med 94 procent, Instagram med 65 procent og X (tidligere Twitter) med 55 procent. Desuden er der det i Østasien udbredte sociale netværk, Line, af Japansk oprindelse, som 85 procent brugte.^[58] Tidligere lå Facebook på andenpladsen efter Line indtil 2017, hvor brugertallet steg til omkring to tredjedele af befolkningen, hvilket placerede Thailand på 9.pladsen over lande med højeste antal Facebook-brugere. Ifølge data fra We Are Social and Hootsuite er Bangkok, Facebooks mest aktive by, med omkring 1,5 % af alle det sociale medies knap 2 milliarder brugere, målt over en 30-dages periode.^[61] I 2023 var der 45 millioner thailandske Facebook-konti.^[62] For mange thailændere, og asiater i det hele taget, er Facebook synonymt med Internettet. Når en smartphone købes, vil sælgeren ofte oprette en Facebook-konto for kunden, hvor app'en er åbningen til Nettet, og Messenger fungerer som kommunikation i stedet fot E-mail, og delte opslag er såvel nyheder som link til andre informationer. Forståelse af udbredelsen af især Facebook, men også Line-netværket, er vigtig, for at forstå regeringens medieoverovervågning af især Facebook, men også andre sociale medier som Youtube, der deles flittigt på Facebook.^[63]

Den amerikanske non-profit NGO Freedom on the Net – årsrapport med analytiske rapporter og numeriske vurderinger vedrørende tilstanden af internetfrihed for lande verden over – placerede i 2021-rapporten Thailand med et pointtal på 36 ud af 100 mulige, et fald på tre point siden 2017, og markeringen "not free" (ikke frit). Øverst lå Island med 96 point og nederst Kina med 10-point.^[64]

Thailands forfatning garanterer ytringsfrihed, og nationen er blandt de med frieste presse i Sydøstasien. Men det er tabu at kritisere kongefamilien eller religionen, og der er udbredt selvcensur i disse emner, samt i spørgsmål der har med landets sikkerhed at gøre. Organisationen Journalister uden grænser (Reporters Without Borders, eller RSF) har i "2021 World Press Freedom Index" placeret Thailand som nummer 137, ud af 179 lande, en fremgang i forhold til tidligere, hvor Thailand lå som nummer 142 i 2017. Til sammenligning ligger Danmark som nummer 4 på listen, der toppes af Norge.^[65][66]

NGO-organisationen Freedom House har i deres rapporter angivet Thailands Internet som ikke frit (Not Free), fra 2014 til 2018, mens det i forbindelse med parlamentsvalget 2019 blev kategoriseret som delvist frit (Partly Free), men atter for 2020 blev nedgraderet til ikke frit, hvilket placerer Thailand på niveau med bl.a. Rusland, Kina, Myanmar (Burma), og Vietnam. Kina bliver dog betegnet som værst, mens andre sydøstasiatiske lande som Cambodja, Malaysia, Indonesien og Singapore fik betegnelsen Partly Free (delvis fri).^[67][68]

Især lese majeste-loven (majestætsfornærmelse) håndhæves strengt. Udenlandsk materiale der opfattes kritisk over for kongehuset bliver forbudt, for eksempel 1956-filmatiseringen af Rodgers og Hammersteins musical The King and I, baseret på bogen fra 1944 Anna and the King of Siam af Margaret Landon. Den omhandler den historiske person Anna Leonowens, som var guvernante ved det siamesiske hof i 1860'erne under Kong Mongkuts regeringstid, hvilket hun efterfølgende beskrev i en selvbiografi. Margaret Landons senere bog var derimod overvejende fiktion og betragtes som blasfemisk, ligeledes filmatiseringen Anna and the King fra 1999 med Jodie Foster i rollen som Anna^[69].

Efter årtusindeskiftet har der været en del lese majeste sager og idømt strenge straffe, lovovertrædelse kan give op til 15 års fængsel. Senest er der udstedt forbud mod de kongehus kritiske udenlandske bogudgivelser The King Never Smiles fra 2006 af Paul M. Handley, en uautoriseret biografi om kong Bhumibol, og A Kingdom in Crisis fra 2014 af den skotske freelance journalist og forfatter, Andrew MacGregor Marshall. Sidstnævnte omhandler kongehusets mulige forbindelser med militærkuppet i 2006. Eksisterende bøger i kongeriget skal destrueres og overtrædelse af bandlysningen medfører op til tre års fængsel og/eller en bøde på 60.000 baht.

I juli 2023 blev der udstedt forbud mod den endnu ikke udgivne bog Rama X: The Thai Monarchy under King Vajiralongkorn af Pavin Chatchavalpongpun, en thailandsk professor i eksil i Japan siden militærkuppet i 2014. Bogen udgives i oktober af Yale University (USA).^[70]

Også medier der publicerer kritik kan få deres hjemmesider blokeret, hvilket for eksempel i en længere periode var tilfældet for den engelske avis Daily Mail, og i en kortere periode skete det tillige for YouTube, hvor en kongehus kritisk video var lagt op. Der har også været flere sager i forbindelse med kritiske poster på sociale netmedier, for eksempel blev en student i november 2014 idømt to et halvt års fængsel for at have krænket det thailandske monarki på Facebook. Regeringen har dog ikke blokeret for adgang til Facebook og lignende medier, men siger de overvåger dem nøje. Kritikere mener, at majestætsfornærmelses-loven, samt den senere tilføjede Computer Crimes Act, undertrykker ytringsfriheden og bruges til at lukke munden på politiske modstandere.^[71][72]

Styret overvåger generelt digitale medier for kritik og krænkelser, især juntaen siden militærkuppet i 2014, og i særdeleshed de sociale medier Facebook og Line, der begge er meget populære i Thailand. Ud over kritik af styret og kongehuset, overvåges der for upassende opslag, for eksempel hvis teenagere deler obskøne billeder, hvilket kan være en pige i skoleuniform i udfordrende positur eller live-streamet provokerende dans, som kan medføre indtil 5-års fængselsstraf og/eller en bøde på 100,000 baht (ca. 20.000 dkk).^[73] Fra juni 2017, skal de mest populære thai-kontrollerede OTT (over-the-top) Facebooksider registreres under en regulator hos NBC (National Broadcasting Commission). De 100 mest populære fan-sider aftalte at samarbejde med agenturet for at sikre, at upassende indhold og reklamer for produkter, der er ulovlige, ikke vises på sociale medie platforme.^[74] I begyndelsen af maj 2017, indvilgede Facebook i at blokkere for video-materiale på foranledning af militærjuntaen, hvis indholdet kritiserer Thailand i strid med nationens 2007 Computer Crimes Act (CCA). I stedet for at vise en video, indsætter Facebook teksten: Content Unavailable in Thailand. You're unable to view this content because local laws restrict our ability to show it (Indhold ikke tilgængeligt i Thailand. Du kan ikke se dette indhold, fordi lokale love begrænser vores mulighed for at vise det).^[75] Blot et Like på et kritisk Facebook-opslag kan være nok til at blive anklaget iht. den computer-relaterede kriminallov (CCA).^[76]

Straffelovens artikel 112 (majestætsfornærmelses paragraffen) "forbyder at beskylde, fornærme eller true den nuværende konge, dronning, arving, tilsyneladende eller regent". Efter denne, ifølge thailandsk presse drakoniske (overdrevent strenge), lov kan enhver, der findes skyldig, idømmes en maksimal straf på 15 år i fængsel pr. lovovertrædelse.^[77]

En del af de, der er blevet anklaget, har haft tilknytning til ”rødtrøje bevægelsen”, som støtter afsatte premierminister Thaksin Shinawatra. En thai radiovært, der arbejder på en udenlandsk station, blev ved indrejse for familiebesøg anholdt, og anklaget for at have kritiseret Kongehuset i en radioudsendelse fra udlandet. Han blev den 18. november 2014 idømt 10 års fængsel, dog nedsat til fem år, da han indrømmede sin skyld.^[78] Tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, der blev afsat ved et militærkup i 2006 og nu lever i frivilligt asyl i Dubai, stod i oktober 2017 ligeledes til anklage for majestætsfornærmelse i forbindelse med et interview til Sydkoreansk presse i 2015, hvor han udtalte, at »det militære kup (i 2014), der afsatte (hans lillesøster) Yinglucks regering, blev hjulpet af visse medlemmer af "paladscirklen"«.^[79][80]

Retsforfølgelser steg drastisk efter 2014-kuppet, hvor over 250 sager blev rest i løbet af regeringens første tre år, flere end nogen tidligere regeringer i det seneste årti, ifølge den thailandske avis Prachatai. Loven er blevet bredt kritiseret, herunder af rettighedsgrupper og FN, som har opfordret til at blive tilbagekaldt.^[81] Tiltalte kan sygne hen i fængsel i årevis, mens de venter på rettens sagsbehandling, der ofte foregår ofte bag lukkede døre. Frikendelser er sjældne, hvorfor mange tilstår til gengæld for hurtig afklaring og en reduceret straf. Selv om loven er snævert skrevet, er den blevet bredt tolket i de senere år. For eksempel blev en kendt 84-årig historiker, Sulak Sivaraksa, i oktober, 2017, anklaget for at have draget tvivl om en tidligere konge, kong Naresuan, der regerede Siam fra 1590 til 1605, for lidt over 400 år siden vandt en elefantkamp mod en burmesisk prins. Det foregik under en historisk diskussion på Thammasat University i oktober, 2014, i forbindelse med en aktuel historisk filmserie, hvor han specifikt udtrykte tvivl om, hvorvidt beretningen om Naresuan var sand eller en apokryf fortælling, og han opfordrede folk til »ikke bare at tro på alt hvad de hører, da de ellers kan blive let bytte for propaganda.« Hvis Sulak Sivaraksa kendes skyldig af en militærdomstol, risikerer han op til 15-års fængselsstraf.^[77] Anklagen mod Sulak Sivaraksa fik udbredt kritik fra vestlige medier, menneskerettighedsorganisationer og det internationale samfund. Landet, hvor elefantduellen siges at have fundet sted, hed endnu ikke Siam (tidligere navn for Thailand fra 1782-1939), og det præcise sted for kampen er også omstridt, kunne have været både Suphan Buri og Kanchanaburi.^[82] I januar 2018 droppede militærdomstolen imidlertid alle anklager, uden yderligere forklaring.^[83]

En lokal menneskeretsgruppe, iLaw, mente at antallet af sager om majestætsfornærmelse er steget kraftigt siden militærkuppet i 2014. Hvor der kun var to inden kuppet, var der 60 sager i begyndelsen af 2017.^[84] FN opfordrede den 10. august, 2015, den thailandske regering til straks frigive de anklagede for majestætsfornærmelse, og ændre den "vage og brede" lese-majeste lov for at bringe den i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder.^[85] Imidlertid blev en 28-årig mand, Burin Intin, den 27. januar, 2017, idømt 11 år og fire måneders fængsel ved en militærdomstol, for at have skrevet to royalt krænkende bemærkninger on-line ni måneder tidligere, den ene som en kommentar til en video, den anden i en privat besked til Patnaree Chankij, en pro-demokrati aktivists mor, som blev anklaget for ikke at have angivet afsenderen af den fornærmende bemærkning om kongehuset.^[86] En ny lille thai-bog fra februar 2017, Room for Rent: No. 112, beskriver 22 lese majeste-sager fra det seneste årti (112 er nummeret på lese-majeste lov-paragraffen).^[84]

En pro-demokrati aktivist, Chanoknan Ruamsap, blev i 2018 den første thailænder, der fik politisk asyl i Sydkorea, efter på Facebook at have delt en biografi om kong Vajiralongkorn, publiceret af BBC. Forældelsesfristen for majestætsfornærmelse er 15 år, så hun kan ikke vende tilbage til Thailand før efter 15 år.^[87]

De to hidtil længste kendte straffe er henholdsvis 30 år og 35 år. De 30 år blev idømt en 48-årig mand ved en militærdomstol i Bangkok i august 2015 for 6 Facebook-opslag – for i fire tilfælde i september 2013, og to gange i november 2014, at have skrevet krænkende opslag om monarkiet – da tiltalte erkendte sig skyldig, var det en halvering af straffen på 6 x 10 år. Sidst i april, 2017, blev en velkendt kritiker, 57-årige Prawet Prapanukul, anholdt af militæret i sit Bangkok-hjem, og efterfølgende stillet for en domstol med anklager om 10 tilfælde af kongelig ærekrænkelse, det højeste antal nogen hidtil er anklaget for, og med en straframme på 150 års fængsel. Han blev i juni 2015 dømt til 35-års fængsel for en falsk Facebook-profil med 10 majestætsfornærmende poster, straffen var reduceret fra 70 år som følge af erkendt skyld.^{[88][89][90][91]}

Militærjuntaen forbød live-dækning af kong Bhumibol, Rama IXs kremering den 26. oktober, 2017, hvor kun regeringens tv-program må videresendes. Folk blandt de op til 300.000 tilskuere, der overværer ceremonien, og de omkring 40.000, der kan følge selve paraden, må tage video og billeder med deres mobiltelefoner, men mobil-signalerne vil være afbrudt på dele af ceremonipladsen. Det er ulovligt for massemedier at videreformidle andres live-dækning af kremeringsceremonien. Journalister får ikke adgang til selve ceremoniområdet, men samles i et auditorium på det nærliggende Thammasat-universitet.^[92]

BBC har ved flere lejligheder haft kontrovers med styret siden militærjuntaen overtog magten, blandt andet i forbindelse med kritisk dækning af, at to engelske statsborgere angiveligt var blevet svindlet fra deres virksomhed og ejendom i Phuket i 2015. Efterfølgende blev BBC's Sydøstasiens korrespondent, Jonathan Head, frataget pas og udrejsemulighed i februar 2017 og anklaget for ærekrænkelse, hvilket kan medføre fem års fængsel.^[93] Anklagen blev imidlertid frafaldet ved første retsmøde i Phuket den 24. august 2017.^[94] Og under dækningen af processionen med afdøde kong Bhumibol Adulyadejs båre fra Siriraj Hospital til Grand Palace blev transmissionen afbrudt flere gange, da myndighedernes censor ikke var enige i kommentatorens udtalelser.^[95] BBC World Service har siden 1997, hvor den tidligere engelske koloni Hong Kong blev overdraget til Kina, transmitteret deres ucensurede asiatiske nyheder på 29 forskellige sprog fra en kortbølgesender i Nakhon Sawan, 240 km nord for Bangkok. Der er stadig mange områder, hvor nyheder via kortbølgeradio er en vigtig informationskilde. Den 20-årige lejeaftale på ejendommen med senderen udløb den 1. januar 2017, hvorefter BBC standsene radioudsendelserne. BBC gav ikke nærmere oplysninger om, hvorfor forhandlingerne var brudt sammen, men to kilder har efterfølgende nævnt, at netværkets thaisprogede tjeneste var blevet et ømt punkt, hvilket dog først kom frem i marts måned. Thailands royalistiske etablissement skulle være blevet opbragt over en profil af den ny konge, Maha Vajiralongkorn, som BBC's Thai tjeneste offentliggjorde i oktober, kort efter kong Bhumibol Adulyadejs død.^[96] Det thailandske udenrigsministerium bekræftede at lejeaftalen var ophørt med udgangen af december 2016, men sagde, at det var BBC, der havde trukket sig fra forhandlingerne, der for øvrigt var indledt så sent, den 21. december, at man ikke kunne nå at blive færdige med en ny aftale inden den gamle udløb, da en ny aftale skulle sikre Thailand maksimale fordele, og aftalen skulle være overensstemmende med thailandske love og regler.^[97]

I forbindelse med 85-års fejringen af den såkaldte demokratidag, den 24. juni, 2017, som er årsdagen for 1932-revolutionen, var Charles Chaplin-filmen Diktatoren (org. The Great Dictator) – en politisk satire fra 1940 om Adolf Hitler og Nazismen – blevet forsynet med Thai-undertekster og lagt op på YouTube. Filmen var imidlertid blokkeret for Thailand (thailandske IP-adresser) og i stedet vistes teksten: "Dette indhold er ikke tilgængeligt for denne landekode grundet lovlig indsigelse fra regeringen" ("This content is not available on this country domain due to a legal complaint from the government"). Om dette skyldes satire-filmen, eller alene de thailandske undertekster er uvist, andre versioner af filmen var fortsat tilgængelige.^[98]

To belærende spil er blevet bandlyst som trussel mod nationens sikkerhed. I 2015 spillet Tropico 5, der er et simulationsspil, hvor spillere bliver landeledere, blandt andet militærdiktator, der har til formål at skabe et militariseret regime. I 2022 spillet Patani Colonial Territory, der er et historisk belærende spil om provinsen Pattani, bandlyst og konfiskeret. Pattani er en af de sydlige thailandske provinser med muslimsk majoritet, som har været genstand for omfattende uroligheder og omfattet af undtagelsestilstand.^[99]

Også kritiske online nyhedsmedier kom under militærjuntaen kritik, der i særdeleshed blev rettet mod det lille nyhedsmedie Samui Times, der havde skrevet kritiske nyheder om ferieøen Koh Tao, en naboø til Koh Samui. Kritikken begyndte efter et bestialsk dobbeltmord i 2014 på to unge britiske backpackere (ryksækrejsende). De følgende år rapporterede Samui Times om yderligere 5-6 dødsfald blandt turister, og rejste tvivl om de var ulykker eller selvmord, som myndigheder påstod, eller der lå en forbrydelse bag. Omkring januar 2015 begyndte udtryk som Island of Death og Death Island (da. dødens ø) at cirkulere i online medier som Reddit, Thaivisa og Lonely Planet, hvilket udtryk Samui Times nævnte. To diskutable hændelser, en forsvundet russisk amatør freestyle dykker (dykning uden luftbeholder) i februar 2017, og en ung belgisk kvindes angivelige selvmord i april, på vej hjem efter et ophold hos en Sai Baba-menighed på naboøen Koh Phangan, som myndighederne i begge tilfælde undlod at udsende presseinformation om, blev efterfølgende rapporteret af Samui Times i henholdsvis marts og juni måned. Begge medførte massiv international presseopmærksomhed af førende nyhedsmedier i USA, Europa og Australien, især set i lyset af de tidligere hændelser, og i vid udstrækning benævntes øen Koh Tao som Death Island. Også danske medier omtalte hændelserne. I begyndelsen af juli meddelte myndighederne, at man ville sagsøge Samui Times som ansvarlig for udbredelse af benævnelsen Death Island. Online mediet Samui Times er ikke registret i Thailand, men drives (angiveligt) fra Storbritannien. Hvordan myndighederne vil håndtere de store online medier som fx Google, er fortsat uklart.^{[100][101][102][103][104][105]} Den engelsksprogede avis, Bangkok Post, nedgjorde sagstruslen i en leder under overskriften, "Dødens ø sagsanlægget er en farce", og opfordrede myndighederne til at rydde enhver misforståelse af vejen, i stedet for at skræmme budbringeren.^[106][107]

Også kritik af militærregeringen blev der set strengere på, i løbet af de år den havde siddet siden 2014. Da premierminister og juntaleder, general Prayuth Chan-ocha, rejste til Europa i juni, 2018, valgte Time Magazine at bringe et billede af ham på forsiden af deres asiatiske juli-udgave og en profil-artikel inde i bladet. Heri blev Prayuth Chan-ocha omtalt som "Little Sarit" (Lille Sarit) og sammenlignet med 1960'ernes thailandske miltærkup-diktator, feltmarskal Sarit Thanarat, der også havde tætte bånd til kongehuset og fik absolut magt 1959-1963, hvor han hjalp med at rejse monarkiet til sin afgørende rolle i det thailandske samfund, og beordrede såvel kriminelle som politiske modstandere henrettet uden dom. Selv om vice-juntaleder, general Prawit Wongsuwan benægtede, at der var indført censur og sagde, at han ingen lighed så, og Prayuth aldrig havde beordret noget henrettet ved skydning, og at han ikke havde læst artiklen, men sagen ville blive håndteret af embedsmænd (officerer), så bliver Times juli-udgave næppe at finde i Thailand. Udgiveren havde forlods meddelt sine distributører og salgssteder, at "udgaven kan have upassende indhold, og nogen tekst kan være nødvendigt at censurere".^[108] Studerende på Chulalongkorn University i Bangkok havde planlagt en højtlæsningsbegivenhed, hvor de ville oversætte den ikke distribuerede Time-artikel til thai – Prawit Wongsuwan kunne angiveligt ikke læse engelsk, mente de – men de blev kontaktet af politiet og bedt om at aflyse arrangementet.^[109]

I begyndelsen af 2019 vedtog den siddende militærregering, trods kritik fra aktivister og forretningsliv, en Cyber-sikkerhedslov (engelsk: Cybersecurity Act), der giver myndighederne adgang til online overvågning og ransagning uden retskendelse.^[110][111] Officielt er formålet at beskytte befolkningen mod fake news (falske nyheder), men ifølge kritikere er formålet, at gøre kritikere at det siddende regime, tavse.^[112]

I oktober 2020 lukkede Twitter 926 brugerkonti med begrundelsen: "Vores undersøgelse afslørede et netværk af konti, der deltager i informationsoperationer, som vi pålideligt kan linke til Royal Thai Army (RTA). Disse konti beskæftigede sig med at forstærke pro-RTA og pro-regerings indhold, samt engagere sig i adfærd rettet mod fremtrædende politiske oppositionspersoner."^[113] Twitters data viste, at mere end to tredjedele af disse konti ikke havde nogen følgere. En undersøgelse foretaget af Stanford Internet Observatory, en forskergruppe ved Stanford University, viste, at mere end halvdelen af brugerne aldrig tweetede, og blandt de, der tweetede, fik de fleste tweets ikke fik nogen reaktion.^[114]

Den Kongelige Thailandske Hær (RTA) benægtede efterfølgende, at have brugt Twitter til desinformationskampagne, der var tale om en misforståelse. De omtalte konti var anonyme og tilhørte ikke hæren, som kun har sin officielle Twitter-konto.^[114] Også regeringen beskyldte Twitter for uretfærdigt, at forbinde disse konti med hæren, og anse dem for at være propagandistiske. Samtidigt beklagede Minister for Digital Økonomi og Samfund, Buddhipongse Punnakanta, sig over, at Twitter havde ikke overholdt ordrer fra thailandske domstole om, at nedlægge konti, der indeholdt ærekrænkende indhold mod kongehuset, og opfordrede Twitter til at følge de thailandske retskendelser.^[115]

Den thailandske regering er siden militærkuppet i 2014 af internationale menneskerettighedsaktivister blevet mistænkt for at udføre såkaldt "tvungen forsvinden"^[a] af kritiske aktivister, flere af dem i eksil.^[116]

• Wanchalearm Satsaksit (วันเฉลิม สัตย์ศักดิ์สิทธิ์), politisk systemkritiker. Bortført af bevæbnede mænd i Phom Penh i Cambodja den 4. juni 2020.^[117][118]
• Surachai Danwattananusorn (สุรชัย ด่านวัฒนานุสรณ์), politisk aktivist og tidligere politisk fange. Forsvandt i Laos i december 2018.^[116]
• Wuthipong “Kotee” Kochathamakun (วุฒิพงศ์ กชธรรมคุณ), politisk systemkritiker. Blev bortført af "mænd i sort" fra sit hjem i Vientiane i Laos i juli 2017.^[116]
• Den Kamlae (เด่น คำแหล้), jordrettighedsaktivist. Forsvandt mens han arbejdede i en skov i april 2016.^[116]
• Porlajee “Billy” Rakchongcharoen (พอละจี รักษ์จงเจริญ), karen og miljø- og samfundsaktivist. Den 7. april 2014 blev han arresteret for påstået ulovlig indsamling af vild honning i skoven. Han blev aldrig set igen, men 2019 blev menneskeknoglefragmenter fundet i Kaeng Krachan Dam reservoir, DNA-test viser et match med Porlajees mor.^[116]

Tidligere tvungne forsvindinger:

• Somchai Neelapaijit (สมชาย นีละไพจิตร), advokat og menneskerettighedsaktivist. Ifølge øjenvidner bortførte fire mænd ham i en bil i Bangkok den 12. marts 2004, han er ikke set siden.^[116]
• Thanong Pho-an (ทนง โพธิ์อ่าน), arbejderleder og demokratiaktivist. Forsvandt 19. juni 1991.

Straf i Thailand kan være bøde, konfiskation, detention, fængsel og dødsstraf, sidstnævnte dog i de facto moratorium (midlertidigt standset) fra 2009 til 2018. Der var således henrettelser i 2009 og i 2018.^[119] Unge fra 12 til 15 år kan fra 2020 ifalde strafansvar, tidligere var aldersgrænsen 10 til 15 år.^[120]

Ud af 140 nationer indtog Thailand plads nr. 80 på World Justice Projects liste over hvilket land i verden der er den bedste retstat i 2022.^[121] Danmark indtog til sammenligning førstpladsen for syvende år i træk.^[122]

Indtil begyndelsen af 1900-tallet var thailandsk lov baseret på "De tre segls lov" (Thai: กฎหมายตราสามดวง; Officiel omskrivning: Kotmai Tra Sam Duang), en kongelov fra Ayutthaya-perioden, som overlevede rigets ødelæggelse i 1767. Teksten der kendes i dag stammer fra kong Rama I, der beordrede loven samlet nedskrevet i 1805. De tre segls lov blev delvist erstattet af moderne lov i 1900-tallet, men dele af den gamle lov anvendes stadig.^[123]

I alt sad der i juni, 2018, 343.657 mennesker fængslet i Thailand if. justitsministeriet. Det var det højeste antal i ASEAN, og sjettehøjest globalt. I slutningen af 2019 var tallet omkring 300.000 fanger. Cirka 15.000 af de indsatte var udlændinge, heraf var 9.600 dømt for overtrædelse af narkotikalovene. Totalt var 70% af de indsatte dømt efter narkotikalovene. En ændring fra 2014-militærjuntaens Nationale Lovgivende Forsamling (NLA) medfødte, at en række af de hidtil gældende narkotikaovertrædelser afkriminaliseres, herunder kontrolleret anvendelse af cannabis (marihuana, i Thailand også omtalt som kratom), inklusive medicinsk brug. Denne lovændring, hvor narkotikaforhandlere separeredes fra brugere, der i stedet skal modtage behandling, medførte en reduktion i antallet af indsatte i de overfyldte fængsler.^[124][125]

I 2017 blev en mand dømt til 13.725 års fængsel for bedrageri mod omkring 1.000 personer til et samlet beløb på 5 mia. baht (cirka 1 mia. DKK), foruden at skulle tilbagebetale 1,3 mia. baht (cirka 260 mio. DKK). I praksis blev fængselsperioden dog nedsat til 20 år, begrundet med samarbejde under opklaringen.^[126] Den længste fængselsstraf, og angiveligt også verdens længste if. Guinness Rekordbog 2006, blev Chamoy Thipyaso idømt i 1989, med i alt 141.078 år for økonomisk kriminalitet mod 16.231 klienter i et pyramidespil, i praksis blev straffen dog nedsat til 20 år, som er maksimum for bedrageri.^[127] Selv om lange sammenlagte fængselsstraffe idømmes, for eksempel over 100 år for voldtægt af mindreårig, er maksimum ifølge thailandsk lovgivning 50 år, så lange fængselsstraffe nedsættes reelt til 50 år.^[128]

I 2017 blev der idømt 75 dødsstraffe, en væsentlig reduktion fra 2016, hvor antallet var 216, if. Amnesty International.^[129] Det overvejes at afskaffe dødsstraf for forbrydelser, der ikke har påvirket andres liv. I 2017 ventede flere end 440 dødsdømte i fængslerne, personer der blandt andet var fundet skyldige i mord eller voldtægt på piger under 15 år, samt storkriminelle narkotikaforhandlere og ekstremister. 157 af fangerne havde udtømt appelmuligheder, blandt disse var 68 narkotika relaterede domme. Enhver dødsdømt bliver automatisk pålagt at anmode kongen om pardon (benådning), i håb om, at straffen kan ændres til livsvarigt fængsel.^[130][131] Fra 1935 til 2009 blev 325 dødsdømte henrettet, de 319 ved skydning, og fra december 2003 de resterende seks med dødelig indsprøjtning. Henrettelser var stillet i bero fra 24. august, 2009, til 18. juni, 2018, hvor en mand, dømt for røveri og mord i 2012, blev henrettet med en dødelig indsprøjtning.^[119] I dagene efter 2018-henrettelsen viste fire mediers on-line afstemninger, med flere end 250.000 deltagere, over 95% opbakning til dødsstraf. Amnesty Internationales protester blev mødt med vrede kommentarer på deres Facebookside. Avisen The Nation skrev bl.a. i en leder: "Vi bør vælge en mellemvej mellem de to ekstremer, mellem dødsstraffens ophør, som Amnesty International foreslog, og anvende dødsstraf for enhver, der er dømt for drab. Dødsstraf bør være forbeholdt overlagt mord. Det thailandske retssystem synes at følge denne mellemvej. Der er flere end 500 fanger i øjeblikket på dødsgangen, og kun en person er blevet henrettet."^[132][133] I november 2018 var tallet ifølge avisen The Nation 539 dødsdømte, hvoraf 262 havde sagen ved en appeldomstol, 34 ved højesteret, og 243 sad på dødsgangen i forskellige fængsler. 28 af de dødsdømte var kvinder.^[134]

Tortur af mistænkte er set som en hurtig og nem måde at få svar fra dem – et af de i udlandet kendte eksempler, er sagen om to migrantarbejdere ifm. dobbeltmordet på Koh Tao i 2014 – en CRCF-rapport (Cross Cultural Foundation) om tortur og umenneskelig praksis i de yderste sydlige provinser Yala, Pattani og Narathiwat viste mindst 54 tilfælde af tortur fra 2004 til 2015. Rapporten afslørede, at alle torturofrene var malaysisk etniske mandlige mistænkte i sager relateret til det sydlige oprør, samt at alle var blevet tortureret af embedsmænd som led i deres forhør, mens de var i forvaring på officielle steder. I august 2018 udgav det thailandske justitsministerium i samarbejde med International Association for Prevention of Tortur (APT), en international NGO, officielle retningslinjer for at forhindre tortur og misbrug af personer i forvaring. Projektet havde til formål at uddanne og oprette standarder, for at vejlede lovhåndhævende myndigheder og tilhørende embedsmænd i at forhindre, og til sidst slutte brugen af umenneskelig praksis og tortur, der af internationale organer ses som en stor plet på landets forvaltning af menneskerettighederne.^[135]

I juli 2020 godkendte regeringen, at LGBT par (par samme køn) kunne opnå registreret partnerskab, hvis begge er over 17 år gamle og begge, eller den ene, er thailænder. Hvis alder er under 17 år skal der foreligge skriftlig tilladelse fra forældre eller værge.^[136] I marts 2024 godkendte Repræsentanternes Hus ægteskab mellem personer af samme køn,^[137][138] hvilket blev stadfæstet af senatet den 18. juni. Loven træder i kraft 120 sage efter, at den er offentliggjort i Royal Gazette (svarende til Statstidende).^[139][140]

Abort blev i november 2020, med effekt fra 7. februar 2021, tilladt for fostre indtil 12 uger. Det har været et følelsesladet emne, hvor det betragtes som synd i den buddhistiske religion.^[141][142] Fra 27. oktober 2022 blev abort også tilladt fra uge 12 til 20.^[143]

Tidligere havde abort været ulovlig i henhold til Artikel 305 i den thailandske straffelov, undtagen i tilfælde, hvor en læge anser abort for nødvendigt på grund af moderens sundhedstilstand, eller når en graviditet skyldes seksuelle lovovertrædelser som voldtægt, incest eller trafficking, samt for piger under 15 år.^[144] Omkring 1,5 mio. børn blev født af teenagemødre mellem 2000 og 2014, alene i 2016 var næsten 14 procent af alle graviditeter blandt unge. Antallet af teenagergraviditeter var stigende i 2017, mere end 17 procent i forhold til 2016, på grund af manglende seksualoplysning og adgang til korrekt beskyttelse. Antallet af teenage fødsler lå på 47 pr. 1.000 piger i alderen 15 til 19 år, hvilket var højere end Sydasiens gennemsnit på 35, men lavere end nabolandene Laos, med 94, og Cambodja på 57. Ud af de 84.578 piger under 20 år, der fødte i 2018, var 2.559 mellem 10 og 14 år.^[145] Skoler var undertiden et problem, hvor nogle undlod at holde graviditeten skjult, mens andre blot udviste gravide studerende. En opgørelse medio 2019 viste at 51 procent af gravide teenagere var skoleelever eller studerende, kun 23,3 procent fortsatte efter en fødsel og 5,1 procent fuldførte en uddannelse. Et direktiv fra Undervisningsministeriet i oktober 2018 medførte, at alle undervisningsinstitutioner skal yde støtte og vejledning til gravide studerende, samt tilbyde barselsorlov.^[146][147]

Med buddhisme som primære religion, betragtes spørgsmålet om abort, som et politisk følsomt problem, ikke kun for regering, men også blandt flere aktivister og kendte feminister. Feminister, der støtter abort, har hævdet, at abort eliminerer kønsdiskrimination, og det vil også reducere den høje andel af kvinder, der søger illegal abort. Tidligere tillod lovene kun afbrydelse af graviditet, når den var en trussel mod moders eller barns sundhed, eller hvis graviditeten var resultatet af voldtægt – straffen var op til tre år i fængsel for både kvinden og den læge, der forestod indgrebet – men det er gradvist under forandring, så der tages hensyn til de høje grader af teenagergraviditet, og kvinder, der er ude af stand til at opfostre et barn. Ifølge tilhængerne af abort, er det ingen forbrydelse at afbryde en graviditet, da det thailandske borgerlige og kommercielle kodeks siger, at et foster, mens det er inde i moderens livmoder, endnu ikke anses for at have nogen juridisk ret, som ifølge loven først begynder, når fosteret er født i live.^{[148][149][150][151][152]}

Ifølge et FN-studie fra 2018 blev 90 % af voldtægter i Thailand ikke rapporteret til myndighederne.^[153] En YouGov undersøgelse i 2020 viste, at en ud af fem thailændere oplevede seksuel chikane. Den globale #MeToo-kampagne synes ikke at have haft effekt i Thailand. Mange menes at være bekymrede for at rapportere overgreb, især hvis begået af en overordnet. Thailands arbejdsret omfatter lovovertrædelser i forbindelse med seksuelle overgreb, men landet har ikke ratificeret en ILO traktat, der giver beskyttelse til uformelle arbejdere.^[154] En rapport udgivet i november 2022 af Ministeriet for Folkesundhed viste, at unge thailandske piger mellem 10 og 14 år udgør 31 procent af de flere end 8.500 kendte tilfælde af kvinder og piger, der udsættes for fysisk og seksuelt misbrug i Thailand hvert år.^[155]

Alkohol er omfattet af lovmæssige restriktioner, hvor der enkelte dage ikke må serveres alkoholiske drikke, typisk religiøse helligdage, såkaldte "Buddha-dage" – barer og natteliv holder normalt lukket – men også salg af alkohol i forretninger er begrænset til bestemte, daglige perioder fra kl. 11 til 14, og fra kl. 17 til midnat. I princippet må restauranter og udskænkningssteder kun lovligt servere alkohol inden for dette tidsrum. Overtrædelse medfører seks måneders fængsel, eller en bøde på 10.000 baht (cirka 2.000 DKK), eller begge.^[156] Det landsdækkende alkoholforbud mellem kl. 14 og kl. 17 har været i brug i adskillige år, men ingen, inklusive ministre, synes i 2021 at vide hvorfor.^[157] Restriktionen blev indført af en militærjunta i 1972, men forbuddet dækker kun salg, ikke indtagelse af alkohol.^[158] Alkohol er tillige forbudt at medtage i nationalparker, også turister der medbringer alkoholiske drikke risikerer fængsel i en måned, eller en bøde på op til 1.000 baht (cirka 200 DKK), eller begge.^[159]

Reklamer for alkohol er forbudt i henhold til Lov om kontrol med alkoholholdige drikkevarer af 2008, der tillige blev skærpet i september 2020, som blandt andet siger: "Ingen person må reklamere for eller vise, direkte eller indirekte, navnet eller varemærket for nogen alkoholholdig drik på en måde, der viser egenskaberne deraf eller tilskynder en anden person til at drikke." Det betyder, at selv deling af et billede af en alkoholholdig drik på sociale medier kan betyde lovbrud og overtræderen kan risikere en bøde på mellem 50.000 og 500.000 baht eller fængsel i op til et år, eller begge dele. Bestemmelserne finder dog ikke anvendelse på reklamer, der udsendes uden for Kongeriget.^[160]

Alkoholforbruget i Thailand var ifølge WHO 8,3 liter ren alkohol per capita over 15 år i 2016-statistikken. Ifølge avisen The Nation i 2019 drikker 12,5 % af befolkningen regelmæssigt og 15,9 % lejlighedsvis, tilsammen 28,4 %. Der er flest i aldersgruppen 25-44 år med 36 %, og færrest mellem 15 og 19 år med 13,6 %, og over 60 år med 15,2 %. Der er fire gange flere mænd, der drikker, end kvinder. Provinserne med størst procentvise antal regelmæssige og lejlighedsvise alkoholforbrugere er Chiang Rai (45,3 %), Lamphun (44,1%) og Phyao (44 %). Til sammenligning er Sydøstasiens gennemsnitlige alkoholforbrug 6,4 liter ren alkohol per capita, og for Danmark 10,4 liter (2016).^[161][162]

Straffen for promillekørsel er høj. Promillegrænsen er 0.50 (samme som den danske),^[163] men kun 0.20 for unge under 20 år.^[164] I 2022 vil en første forseelse, der ikke resulterer i en ulykke, medføre, at en køretøjets fører idømmes en bøde på 5.000 til 20.000 baht (cirka 1.000 til 4.000 kroner) og mister kørekortet i mindst seks måneder. Forårsager føreren ulykke, idømmes fængsel fra et til fem år og/eller en bøde på 20.000 til 100.000 baht (cirka 4.000 til 20.000 kroner), eller fængsel fra to til seks år og bøde på 40.000 til 120.000 baht (cirka 8.000 til 24.000 kroner). Er dødsfald forårsaget af en spritbilist, bliver straffen fra tre til 10 års fængsel og en bøde på 60.000 til 200.000 baht (12.000 til 40.000 kroner).^[165]

Thailand har mere end seks millioner registrerede skydevåben, primært pistoler og revolvere, i privat eje blandt 69 millioner indbyggere (2018-tal), og der er yderligere mange uregistrerede våben i omløb. Adskillige dødsfald er relateret til skydevåben, mens masseskyderier er sjældne. Ifølge 2016-data fra University of Washington havde Thailand det højeste antal rapporterede pistolrelaterede dødsfald ud af 10 lande i Asien, og omkring 50 procent flere end på Filippinerne, der lå på andenpladsen.^[166] Thailand har således langt det største antal våben i omløb sammenlignet med noget andet land i ASEAN – 50 gange flere end Singapore og over tre gange flere end det nærmeste land, Cambodja – trods antal våbendødsfald overstiger USA med 30 procent (2022-offentliggørelse), er Thailand kommet bagefter det antal, der registreres for Filippinerne. Kombinationen af Thailands kroniske problemer med våbenvold, mentale helbredsproblemer og stofmisbrug resulterer i mange drab.^[167]

Thailands indvandringslov skelner ikke mellem flygtninge, asylansøgere og ulovlige indvandrere. Thailand har ikke tilsluttet sig Flygtningekonventionen fra 1951, og derfor er alle papirløse indvandrere prisgivet immigrationskontorernes tjenestemænd, der regelmæssigt arresterer og fængsler nogen, der ude af stand til at fremvise et gyldigt visum. Som følge heraf er de også pålagt restriktioner for adgang til sundhedspleje og uddannelse, samt mulighed for arbejdstilladelse og dermed evnen til lovligt at tjene penge.^[41] Ophold ud over gyldig visumperiode, eller dato angivet i indrejsestempel i pas, medføre bøde, og i skærpede tilfælde tillige udvisning med indrejseforbud. Anholdes en udlænding ifm. såkaldt "overstay" bliver vedkommende udvist i fem år, dog 10 år, hvis vedkommende har opholdt sig i et år eller længere uden tilladelse. Overgiver en udlænding sig uopfordret til myndighederne er indrejseforbuddet kortere, og bortfalder helt, hvis vedkommende har opholdt sig færre end 90-dage ulovligt i kongeriget.^[168]

Straffelovens artikel 112 (majestætsfornærmelses paragraffen) "forbyder at beskylde, fornærme eller true den nuværende konge, dronning, arving, tilsyneladende eller regent". Efter denne drakoniske (overdrevent strenge) lov kan enhver, der findes skyldig, idømmes en maksimal straf på 15 år i fængsel pr. lovovertrædelse.^[77] Ifølge rettighedsgruppen iLaw eskalerede håndhævelsen efter militærkuppet i maj 2014, hvor mindst 94 personer blev anklaget indtil udgangen af 2017, heraf var 33 fortsat fængslet i slutningen af 2018, mens 61 sager ikke var endeligt afgjort, og de sigtede enten var løsladt mod kaution, eller sagen var afvist. Fra 2018-2020 blev der ikke rejst nye sigtelser om majestætsfornærmelse.^[169]

I slutningen af 2020, i forbindelse med demonstrationer blev artikel 112 atter benyttet. I januar 2021 blev en 64-årig kvinde idømt 43 års fængsel for i 29 tilfælde, at have delt kritisk materiale om dengang kronprins Vajiralongkorn, hvilket var den hidtil strengeste straf.^[170] En meningsmåling i slutningen af januar viste, at 93 procent mente, at artikel 112 var medvirkende til at skabe ro i landet.^[171]

I 2023 blev en 14-årig pige tilbageholdt og holdt varetægtsfængslet i 51 dage for med spraymaling, at have skrevet en anarkistisk tekst på muren til Grand Palace, det historiske kongeslot i Bangkok. Hun er den yngste, der er blevet fængslet for overtrædelse af artikel 112^[172] Også i 2023 blev en 16-årig pige anklaget for majestætsfornærmelse på Facebook i november 2020, da hun var 14 år gammel.^[173] Vinder af parlamentsvalget den 14. maj, Move Forward Party, havde som mål at reformere artikel 112,^[174] men kunne ikke få det med i grundlaget for en ny Koalitionsregering.^[175]

Der er strenge straffe for såvel besiddelse af, som handel med narkotika. Cannabis (hash, marihuana) – samt tidligere det thailandske rusmiddel Kratom^[b] – er kategoriseret som den mildeste kategori-5 narkotika, men straffes alligevel med op til 1 års fængsel eller 20.000 baht (cirka 4.000 DKK) i bøde, eller begge dele, for besiddelse eller indtagelse. Kratom blev slettet fra narkotikalisten den 27. december 2019, da det kan anvendes medicinsk, lige som Cannabis indica,^[176] tillige blev cannabis planter – blad, stængel, rod – fjernet fra listen i november 2020, hvis de er tilladt til lovlig medicinsk dyrkning.^[177] Større mængder betegnes som distribution og straffes med op til 10-års fængsel og 200.000 baht (cirka 40.000 DKK) i bøde, eller begge dele, ved under 10 kg. For besiddelse over 10 kg er straframmen op til 15-års fængsel eller 1,5 mio. baht (cirka 300.000 dkk) i bøde, eller begge dele; ved kratom dog højst 2-års fængsel og 200.000 baht (cirka 40.000 DKK) i bøde.

Anden kategori-5 narkotika er hallucinerende svampedrik (benævnt magic mushroom eller mushroom shake), der er populært blandt unge på visse turistdestinationer, for eksempel Koh Phangan og ved øens månedlige Full Moon Party.^[178][179]

De øvrige fire narkotika kategorier er:^[180]

1. Heroin, amfetaminer (ecstasy), metamfetaminer (kaldt Yaba og Ice)
2. Morfin, kokain, ketamin, kodein (codein), opium inklusive medicinsk opium, metadon
3. (Misbrug af) medicinske midler (lægemidler), som lovligt indeholder kategori-2 ingredienser
4. Kemikalier anvendt til at fremstille kategori 1 og kategori-2 narkotika, for eksempel anhydrid og acetylchlorid

Kategori-3 og kategori-4 opdeles også i gruppe-1 bestående af THC (Tetrahydrocannabinol) og GHB (Gamma-hydroxybutyrat); gruppe-2 med Ketamin, efedrin og benzodiazepiner; og gruppe-4 med alprazolam, diazepam og lorazepam.^[181]

Straframmerne for kategori 1-4 narkotika er:^[181]

1. Op til livsvarigt fængsel, dødsstraf ved handel, og en bøde op til 5 mio. baht (cirka 1 mio. DKK) for produktion, handel, import eller eksport; op til 10-års fængsel eller en bøde op til 200.000 baht (cirka 40.000 DKK) for besiddelse; og op til 3-års fængsel eller en bøde op til 60.000 baht (cirka 12.000 DKK) for indtagelse.
2. Op til 20-års fængsel og en bøde op til 5 mio. baht (cirka 1 mio. DKK) for produktion, handel, import, eksport; op til 5-års fængsel eller en bøde op til 100.000 baht (cirka 20.000 kroner), eller begge, for besiddelse op til 100 g (større mængde anses for handel); 6-måneder til 3-års fængsel eller en bøde på op til 60.000 baht (cirka 12.000 DKK), eller begge, for indtagelse.
3. Stoffer i gruppe-1 og gruppe-2, op til 20-års fængsel og en bøde op til 400.000 baht (cirka 80.000 DKK) for produktion, import, eksport og handel; op til 5-års fængsel og en bøde op til 100.000 baht (cirke 20.000 DKK) for at bære stoffer over en grænse; op til 1-års fængsel eller en bøde op til 100.000 baht (cirka 20.000 DKK), eller begge, for besiddelse eller indtagelse.
4. Stoffer i gruppe 4, op til 5-års fængsel og en bøde op til 100.000 baht (cirka 20.000 DKK) for produktion, import, eksport og handel; op til 5-års fængsel og en bøde op til 100.000 baht (cirke 20.000 DKK) for at bære stoffer over en grænse; op til 1-års fængsel eller en bøde op til 100.000 baht (cirka 20.000 DKK), eller begge, for besiddelse eller indtagelse.

Såkaldt medicinsk cannabis samt kratom, blev lovliggjort fra februar 2019, men med ganske strenge restriktioner. Thailand var det første land i Sydøstasien, der lovliggjorde marihuana til medicinsk brug.^{[182][183][184][185]} Kraton blev slettet som narkotika i december.^[176] Medicinsk cannabis (hamp) er Cannabis sativa L med et THC indhold på mindre end 0,5 % i blade og stængel, og mindre end 0,3 % i frø. Cannabis-olie skal være CBD med højst 0,2 % THC.^[186] Fra september 2019 er 99 procent CBD-olie med et THC indhold på mindre end 0,01 procent i vægt ikke længere et narkotika.^[187] Cannabisplanten – blad, stængel, rod – blev slettet som narkotika i november 2020, hvis planten er lovligt dyrket.^[177]

En forvirrende lovgivning, der ikke straffer forbrug til rekreative formål, og manglende regulering gjorde hurtigt marihuana til en profitabel aktivitet med næsten 8.000 udsalgssteder fordelt over hele landet, mere end 1 million lokale producenter og omkring 11 millioner brugere i 2022.^[188] Efter parlamentsvalget i 2023 udtalte den ny premierminister, Srettha Thavisin, at han modstander af rekreativt rekreativt brug af cannabis (brug af cannabis som rusmiddel).^[189]

I 2001 sad der fire danske langtidsfanger, dømt for narkotika, i thailandske fængsler, Thomas Darbo (siden 1991), Bo Nannestad (siden 1993), Dan Rexen (siden 1995) og Ann Beverly Bland (siden 1995). Sidstnævnte Bland, var sammen med sin datter A'a'me Nahmet blevet anholdt i Bangkoks Don Mueang lufthavn med 306 g heroin og siden idømt 25 års fængsel. Da datteren tillige havde amerikansk statsborgerskab, kunne hun grundet udvekslingsaftale med USA overflyttes til straf der, og hun blev efterfølgende hurtigt prøveløsladt.^[190] Udenrigsminister Mogens Lykketoft besøgte Thailand, for at opnå en aftale om de danske langtidsfanger, og anmodede om benådning af kvinden, der var kræftsyg.^[191] Bo Nannestad, Thomas Darbo og Beverly Ann Bland blev i maj 2001 idømt 15 års fængsel af danske domstole, lovens strengeste narkotikastraf efter anmodning fra deres forsvarer, advokat Thomas Rørdam, for med en lang straf at få en udlevering i stand til afsoning i dansk fængsel, i stedet for "under kummerlige forhold" i Thailand. Forud var gået syv års forhandlinger om en udveksling af fanger til afsoning i hjemlandet. Nannestad og Darbo havde domme på 30-års og 40-års fængsel, sidstnævnte nedsat fra livstid i forbindelse med kongens 50-års jubilæum.^[192][193] 53-årige kræftsyge Beverly Ann Bland kom imidlertid ikke til at afsone i Danmark, da kong Bhumipol benådede hende, og hun blev løsladt som fri.^[194] Da thailandske myndigheder forlanger, at mindst otte år af straffen afsones i et thailandsk fængsel, kunne Rexen – der først havde fået dødsdom for smugling af 2,2 kg heroin, senere livstid, og derefter nedsat til 40 år – tidligst anmode om overflytning i 2003^[c], mens Nannestad og Darbo hurtigt kunne prøveløslades efter deres ankomst til Danmark i september, 2001, da de havde afsonet 2/3 af deres 15-årige fængselsstraf.^[195]

Den Bangkok-baserede rettighedsgruppe iLaw advarede om, at alle med pornografisk materiale på deres computer, eller andre data, der anses for ulovlige, kan fængsles. Enhver form for falsk information, herunder materiale der må formodes at kunne skade national eller økonomisk sikkerhed, eller offentligheden som helhed, oplysninger som udgør en forbrydelse i henhold til straffeloven, og oplysninger af "vulgær" karakter, herunder pornografisk materiale, er forbudt og forbundet med fængselsstraf op til to et halvt år, eller bøde op til 100.000 baht (20.000 DKK), eller begge; ikke for at sprede materialet, men blot for at være i besiddelse af det på for eksempel en privat computer.^[196]

Prostitution var lovligt, indtil 1966-loven, Prostitution Prevention and Suppression Act (dansk: Lov om Forebyggelse og Bekæmpelse af Prostitution), om forebyggelse og undertrykkelse af prostitution, der senere blev erstattet med den nugældende lov fra 1996, der skulle beskytte prostituerede og forhindre menneskehandel, men faktisk fik den den modsatte effekt, da den stadig gør sexarbejde ulovligt.^[197] Det er lovligt at betale for sex, hvis det er aftalt, men i henhold til loven kan sexarbejdere anholdes, hvis de henvender sig til potentielle kunder, annoncere deres tjenester eller arbejde på bordeller.^[198] Selv om prostitution teknisk set er ulovlig, det er vidt udbredt og synlig mange steder.^[199][200] Prostitution straffes i øjeblikket med en bøde på op til 40.000 baht (cirka 8.000 DKK) eller to års fængsel, eller begge dele. Folk, der betaler for sex med mindreårige (under 18 år), kan fængsles i op til seks år. I 2019 blev flere end 24.000 mennesker anholdt, retsforfulgt og idømt en bøde for sexarbejdsrelaterede lovovertrædelser, ifølge Det Kongelige Thailandske Politi.^[201] Hvis udenlandske prostituerede anholdes, bliver de første gang registreret og får en bøde, ved gentagelse bliver de udvist.^[202] Der har været tiltag til flere kampagner, for at lovliggøre de prostituerede, da 80 procent af sexarbejderne er mødre og hovedforsørger for hele familien.^[201]

En anden lov, der regulerer prostitution i Thailand, er loven om underholdningssteder, B.E. 2509 også fra 1966, kaldt "Underholdningsloven". Massagesaloner (også kaldt "soapy massage") – undtagen saloner, der leverer almindelife massage – gogo-barer, karaokebarer og lignende etablissementer er reguleret og skal have licens i henhold til underholdningsloven. Loven regulerer disse virksomheder på grund af deres indflydelse på den offentlige moral og for at sikre, at mindreårige ikke får adgang til sådanne steder. Selvom Underholdningsloven ikke udtrykkeligt tillader prostitution, tillader den "servicepartnere", "udbydere af badetjenester" og lignende. Underholdningsloven skelner mellem forskellige typer ansatte, hvor nogle skal bære røde cirkulære skiver med deres nummer, mens ikke-seksuelt servicepersonale er forpligtet til at bære blå cirkulære skiver med deres nummer. Ansatte på disse etablissementer reguleret af Underholdningsloven skal være mindst 18 år, og kunder skal være mindst 20 år. I betragtning af mange af disse virksomheders tætte forhold til sexindustrien, er forskellene mellem massagesaloner, gogo-barer og prostitutionsvirksomheder ikke klare.^[203]

Æreskrænkelse kan medføre indtil to års fængsel og/eller op til 200.000 baht (cirka 40.000 DKK) i bøde. Straf for æreskrænkelse kan foranlediges af offentlig kritik af andre, eller en virksomhed, blandt andet på Internettet. Loven er kritiseret af Menneskerettighedsorganisationer, der hævder, at den kan bruges til at kvæle ytringsfrihed. I december 2019 blev en thailandsk journalist idømt to års fængsel for bagvaskelse af en kyllingefarm på Twitter. Et andet eksempel er et par fastboende amerikanere, der var på ferie på øen Koh Chang i september 2020, hvor de følte sig dårligt behandlet af personalet og ledelsen på hotellet, i forbindelse med betaling af proppenge (gebyr for selv at medbringe drikkevarer i en restaurant). Efterfølgende skrev den ene amerikaner en række dårlige anmeldelser af hotellet på Internettet, hvilket medførte en politianmeldelse. Amerikaneren blev anholdt på sin arbejdsplads i Bangkok og taget tilbage til Koh Chang, hvor han blev fængslet, med mulighed for løsladelse mod en kaution på 100.000 baht (cirka 20.000 DKK), indtil sagen skulle for retten.^{[204][205][206]} I begyndelsen af oktober blev sagen dog forligt på hotellets præmisser og politianmeldelsen trukket tilbage.^[207][208] Efter klageren var sikkert ude af Thailand, satte Tripadvisor en advarsel på hotellets side, hvori Tripadvisor advarede rejsende om, at hotellet stod bag gæsts fængsling på grund af dårlig anmeldelse.^[209]

Set med danske øjne kan nogle love virke ualmindelig strenge, hvilket man som turist i Thailand bør være opmærksom på. Der blev for eksempel indført rygeforbud på en række af de mest populære turiststrande fra den 1. november, 2017, for nogle strande dog først effektivt 1. februar 2018. Rygning er kun tilladt på tydeligt mærkede områder, typisk inde i en rygekabine ved stranden. Ved overtrædelse indebærer loven mulighed for en bøde på op til 100.000 baht (cirka 20.000 DKK), eller fængsel i op til et år, eller begge dele. Rygeforbuddet forventes senere at skulle omfatte samtlige nationens strande.^[210][211] Yderligere er der fra februar 2019 rygeforbud i en afstand af fem meter fra indgange til offentlige bygninger, hvilke inkluderer ejendomme med lejligheder, hoteller, barer og restauranter, biografer, hospitaler, skoler, helse og massage områder, hæveautomater (ATM), parkeringspladser, og flere andre steder. Tillige skal holdes fem meters afstand for skilte med rygeforbud. Overtrædelse medfører en bøde på 5.000 baht (cirka 1.000 DKK).^[212][213]

Også den efterhånden populære e-cigaret, eller dampcigaret, er siden 2014 forbudt i Thailand, og besiddelse eller indførsel (import) af sådanne, eller e-væske (der anses som narkotika), kan medføre bøde, og i værste fald giver loven mulighed for fængsel i op til 10 år. Adskillige turister har været anholdt – en schweizer nævnes at have været fængslet i seks dage, forud for en retssag – et ældre israelsk par blev i januar, 2018, arresteret og idømt en bøde på svarende til 1.200 USD (cirka 7.500 DKK).^{[214][215][216][217]} Lovgivningen om e-cigaretter er siden november 2018 under ændring til en lovliggørelse, blandt andet med tilladelse til afgiftspligtigt salg.^[218]

Flyvning med uregistrerede og uforsikrede droner med vægt over to kilo, eller med kamera uanset vægt, er fra 2018 ulovligt, også for turister, og medfører bøde på 100.000 baht (cirka 20.000 DKK), eller fængsel i op til fem år, eller begge dele.^[219] Klatring på ruiner i historiske parker, inklusive at sidde eller stå på et fundament, kan medføre 10.000 baht (cirka 2.000 DKK) i bøde eller fængsel i en måned, eller begge dele.^[220] Graffiti ses stort set aldrig i Thailand – bortset fra godkendt street art – og straf for graffitimaling er høj, op til 10-års fængsel og 1 million baht (cirka 200.000 DKK) i bøde.^[221][222] Også fodring af fisk i havet er forbudt – fiskene kan dø af det – ulovlig fodring medfører en mindre bøde på 1000 baht (cirka 200 DKK), hvilket en russisk turist ikke var bekendt med og enten nægtede at betale bøden, eller manglede penge, hvilket medførte fængsling i to døgn, indtil en kaution på 100.000 baht (cirka 20.000 DKK) blev betalt.^[223] I september 2018 forbød militærjuntaen at fodre duer i Bangkok, samt sælge foder til duer, en overtrædelse af fodringsforbuddet kan medføre op tre års fængsel og en bøde på 25.000 baht (cirka 5.000 DKK).^[224]

Trafikken i Thailand kan være en udfordring, og udlændinge bør være opmærksomme på, at hverken trafik-etik eller færdselsloven altid svarer til det, man forventer "hjemmefra", samt at mange ulykker afgøres med en økonomisk erstatning, også selv om en udlænding mener at være uden egen skyld.^[225]

Thailand har et areal på 513.120 km², hvilket gør det til verdens 50. største land. Det er en smule mindre en Yemen og lidt større en Spanien.^[1]

I nord er landskabet kuperet, og de højeste bjerge er omkring 2.500 meter høje. Bjergkæderne og bakkerne er gennemskåret af frodige floddale. Den nordøstlige del af landet består af Khoratsletten (Koratsletten), oftest blot kaldt Isaan eller Isaan-plateauet, der nærmest er indrammet af bjerge med vest og syd og Mekongfloden på de andre sider. Bortset fra områderne nær floden er Koratsletten ikke særlig frodig.

I de indre egne, nord for hovedstaden Bangkok, ligger landets vigtigste landbrugsområde langs floden Chao Praya og dens delta – det kaldes Thailands risskål. Der er blevet gravet flere kanaler for at forbedre mulighederne for kunstvanding af risen.

Den del af Thailand, der ligger på Malaccahalvøen, består af frodige tropiske bjerge og bakker, indrammet af kystsletter med brede strande.

Før i tiden var landet dækket af tropisk skov, og teaktræ fra Thailand var verdenskendt. I dag har den kraftige skovhugst mindsket skovbestanden voldsomt. Der lever stadig vilde elefanter, tigre, tapirer og bantenger (verdens største okse), men 40 af landets 282 pattedyrsarter er truede. Det samme gælder 190 af de 928 forskellige fuglearter.

• Højeste bjerg: Inthanon (2.576 meter over havet)
• Største ø: Phuket (570 km²)
• Vigtigste floder: Chao Phraya, Mekong

Thailand er inddelt i 77 provinser, kaldt changwat, der ledes af en regeringsudpeget guvernør, der cirkulerer til en ny provins med 18 til 24 måneders mellemrum.^[226] Provinser er igen opdelt i distrikter, underdistrikter, kommuner og byområder (storby, byer, landsbyer). Sidstnævnte ledes af et folkevalgt byråd med en borgmester i spidsen. Landsbyer ledes af en folkevalgt Poo Yai Ban, der kan oversættes som "landsbyleder" (engelsk: head of village).

Landets vigtigste byer er - antal indbyggere i parentes:

• Hovedstaden Bangkok (6,59 mio. 2007).
• Nakhon Ratchasima (Khorat/Korat) (278.000).
• Songkhla (243.000).
• Nanthaburi (233.000).
• Rayong (211.000).
• Khon Kaen (206.000).
• Chiang Mai (167.000).

Thailand ligger i troperne, så der er varmt året rundt og en relativt høj luftfugtighed. Det meste af regnen falder under sommermonsunen fra maj til oktober. Lige før den kommer, er det allervarmest – det er ikke usædvanligt, at der er over 40 grader i de nordøstlige egne. Det er køligst i december og januar. I det sydlige Thailand er nedbøren mere jævnt fordelt over året, og det bliver heller ikke mærkbart køligere om vinteren.

• Gennemsnitstemperatur/døgnet: Bangkok 25 °C (december), 30 °C (april)
• Gennemsnitsnedbør/måned: Bangkok 7 mm (december), 306 mm (september)

Det er meget sjældent, at tropiske storme og tyfoner går i land i Thailand. Sidste gang, en større tropisk storm ramte landet, var i 1962, hvor stormen "Harriet" kostede omkring 900 mennesker livet. Den i blandt andre danske medier ganske omtalte storm "Pabuk" (som betyder "ferskvandsfisk") over den sydlige del af landet og nogle populære turistmål i januar 2019, blev ikke så slem, som myndighederne havde varslet, med kun fire rapporterede dødsfald og mindre materielle skader, der dog udgjorde ødelæggelser for over 3 milliarder baht. Den eneste tyfon, der nogensinde har ramt Thailand, var "Gay" i 1989, hvor cirka 800 mennesker omkom.^[227][228]

Elefanten er Thailands nationalsymbol og nyder sammen med tigre (ofte omtalt som Royal Bengal Tiger) høj status for fortsat bevarelse, som en del af naturens vilde dyreliv.

I 2019 blev antallet af vildtlevende elefanter anslået til cirka 3.000 individer.^[229] I visse området blev der i 2022 opgjort en årlig stigning af bestanden på otte procent, hvilket medførte, at elefanter trak udenfor reservaterne i fem provinser i deres søgen efter føde.^[230] I løbet af seks år, fra 2016 til 2022 blev 135 personer dræbt og 116 kom til skade efter angreb af vilde elefanter, som med en bestand i nærheden af 4.000 er flere end, der er naturlig føde til i Thailands 38 nationalparker og 31 vildtreservater, et areal på ialt 52.000 kvadratkilometer (større end Danmark, når Grønland ikke medregnes).^[231]

Den vilde tigerbestand var stærkt faldende indtil begyndelsen af 2000-tallet, hvor det er lykkedes at øge bestanden, især i Huay Kha Khang naturreservatet, hvor bestanden blev øget med ca. 50 % fra 2012 til 2018, fra 40 til 60-65 eksemplarer. Det største gruppe på omkring 120 vilde tigre lever i Thung Yai Naresuan-Huay Kha khaeng skovområdet. Et mindre antal på angiveligt 15 eksemplarer lever i Dong Phyayen-Khao Yai skovene. I 2012 regnedes den vilde bestand at bestå af 189-252 individer. Ud over den vilde bestand findes 1.464 tigre i fangeskab fordelt på 49 tigerfarme (2018).^[232] Den samlede tigerbestand i Indokina anslås til cirka 350 (2011).^[233]

Thailand er klassificeret, som et land med øvre middelindkomstøkonomi, ifølge Verdensbanken (2021).^[234] Det thailandske statsbudget er omkring 3 billioner baht, det svarer til omkring 600 milliarder kroner. For finansåret 2024 er budgettet på 3,48 billioner baht,^[235] for finansåret 2023 var budgettet på 3,185 billioner baht.^[236] Thailands BNP var omkring 500 milliarder USD, cirka 3,2 billioner kroner i 2020 og 2021, hvilket var under coronaviruspandemien, i 2019 var BNP 544 milliarder USD, svarende til omkring 3,6 billioner kroner.^[237]

Nationen har overordnet gode makroøkonomiske balancer, herunder overskud på handelsbalancen, en begrænset offentlig gældsætning, der under militærstyret fra 2014 blev reduceret til knap 6 billioner baht (1,2 billion DKK) svarende til cirka 42 procent af BNP i 2016^[238], lav inflation, samt en stabil valutareserve, der i februar, 2017 var på USD 169 mia. Tilsammen med en guldbeholdning på knap USD 6 mia. og USD 2 mia. i andre specielle positioner, udgjorde de internationale reserver i alt USD 177 mia. (cirka 1,2 billion DKK)^[239]. I 2016 nåede Thailands overskud på løbende poster et rekord højt beløb på 48,2 mia. USD (omkring 300 mia. DKK), svarende til cirka 10 procent af landets bruttonationalprodukt.^[240] For 2020 blev den offentlige gæld dog budgetteret at stige til 42,8 procent af BNP.^[241] I august havde Coronaviruspandemien imidlertid tvunget nationen til at låne 214 milliarder baht (cirka 42 milliarder DKK) til at dække underskud, hvorved den samlede gæld kom til at udgøre 8,21 billioner baht (cirka 1,6 billion DKK), 51,64 procent af BNP. Staten fjernede samtidig gælden i konkursbeskyttede Thai Airways fra regnskabet, da selskabet var overgået til privateje.^[242] Pr. 30. september var gælden faldet til 49,34 procent af BNP.^[243] Til sammenligning udgjorde den gennemsnitlige offentlige gæld i EU-landene 77,8 procent ved udgangen af 2019.^[244] I maj 2021 optog regeringen yderligere et lån på 500 milliarder baht, omkring 100 milliarder kroner, til finansiering af hjælpepakker i forbindelse med Coronaviruspandemien.^[245] Siden 1996 er den offentlige gæld dog steget støt fra et gennemsnit på 45 procent mellem 1996 og 2022 til et nuværende niveau på 61,25 procent. Regeringen under ledelse af Prayut Chan-o-cha (2019-2023) hævede i december 2022 loftet på lån fra 60 procent til 70 procent af BNP i henhold til 2018 State Fiscal and Financial Disciplines Act.^[246][247]

Thailand er verdens 11.største fødevareproducent (2020).^[248]

Thailands samhandel med Danmark udgjorde i 2017 en eksport til Danmark på 2,7 mia. DKK, og en import fra Danmark på 2,5 mia. DKK, første år den danske eksport til Thailand oversteg 2 mia. kroner.^[249]

Seks år i træk, 2015-2020, lå Thailand nr. 1 på Bloombergs Miserable Index, som det mindst miserable (elendige) land, lav arbejdsløshed og lav inflation er blandt de afgørende faktorer. De følgende fire lande var til sammenligning i 2020: 2)Singapore, 3)Japan, 4)Schweiz og 5)Malaysia.^{[250][251][252]} Trods dette vurderede Verdensbanken, at det vil tage 20 år, før Thailand kan betragtes som et land med høj indkomst. Verdensbanken konkluderer, at der i 2017 var næsten 7,1 millioner ekstremt fattige med en dagsindkomst på mindre end $6,2 om dagen, svarende til 218 baht (cirka 44 kroner), 20 procent af disse menes at leve lige over fattigdomsgrænsen. Det drejede sig især om bønder i de nordlige og nordøstlige områder, samt de tre sydligste provinser.^[253] Thailands National Economics and Social Development Council (forkortet: NESDC, dansk: Det Nationale Økonomiske og Sociale Udviklingsråd) konkluderede i sin rapport fra december 2022, at der i 2021 var mere end 8,1 millioner fattige thailændere, herunder 4,4 millioner, der levede under fattigdomsgrænsen, hvilket var en nedgang fra 4,7 millioner i 2020. Da indkomst ikke er den eneste faktor, der afspejler fattigdomssituation, har NESDC brugt Multidimensional Poverty Index (forkortet: MPI, dansk: Multidimensionelt fattigdomsindeks), som identificerer fire dimensioner af fattigdom: Uddannelse, sund levevis, livskvalitet og finansiel stabilitet.^[254]

Det Nationale Økonomiske og Sociale Udviklingsråd sagde i deres 2023-rapport, at selvom fattigdom og indkomstulighed var faldet og indkomsterne steget, kræver økonomisk ulighed forsat opmærksomhed. I 2017 levede 7,87 % af alle thailændere for mindre end den thailandske fattigdomsgrænse på 2.686 baht (cirka 540 kroner) om måneden pr. indbygger, mens der i 2021 kun 6,32 % af alle thailændere under fattigdomsgrænsen, fast til 2.803 baht (cirka 560 kroner). Offentlige udgifter til at reducere den økonomiske virkning af Covid-19-pandemien i 2020 spillede en rolle i at reducere fattigdom.^[255]

1,31 millioner husstande, svarende til 5,04 procent af det samlede antal husstande, blev opgjort som værende i fattigdom i 2019, et fald fra 1,85 millioner husstande, eller 7,64 procent, i 2018. Antallet steg under Coronaviruspandemien i 2020, især blandt folk med arbejde i turistsektoren og selverhvervende.^[256] I november 2021 skønnedes 15 millioner (cirka 20 procent af befolkningen) at være "fattige", det vil sige berettiget til registrering som havende lavindkomst (relativt fattige).^[257] I november 2022 ansøgte 22 millioner thailændere om statens velfærdskort – cirka en tredjedel af den voksne befolkning, en stigning fra tidligere 13,5 millioner – hvilket dog ikke var ensbetydende med, at de kvalificerede sig til et sådant chipkort, der giver små fordele, for eksempel 200-300 i økonomisk støtte pr. måned og op til 500 baht i transporthjælp om måneden. For at kvalificere sig, skal man have en årsindkomst på under 100.000 baht (cirka 20.000 kroner), svarende til 8.300 baht om måneden, hvilket tangerer mindstelønnen. En del af stigningen blev angivet til at skyldtes den økonomiske nedgang under COVID-19-pandemien.^[258]

Ifølge multidimensionalt fattigdomsindeks for 2019 – altså før effekten af Coronavispandemien indtraf i 2020 – blev Thailand indikeret med 0,002, laveste indeks i ASEAN, sammenlignet med blandt andre Myanmar (0.176), Cambodja (0.170), Laos (0.108), Filippinerne (0.024), Vietnam (0.019) og Indonesien (0.014). Det var en forbedring fra 2015-2016, hvor indekstallet var 0,003, og 2012, hvor indekstallet var 0,005. Ifølge den seneste undersøgelse blev 176.000 mennesker løftet over fattigdomsgrænsen på grund af bedre adgang til basale forsyninger, såsom sanitet, drikkevand, elektricitet og bolig. Andre vigtige faktorer er antallet af års uddannelse og adgang til næringsstoffer, hvilke var særligt vigtigt i forbindelse med COVID-19-udbruddet, der havde størst indvirkning på de mest sårbare grupper. Brug af flerdimensionelle perspektiver til at analysere fattigdom understreger vigtigheden af at se på fattigdom frem for indkomst.^[259]

Selv om Thailand i stigende grand bliver udviklet mod et velfærdssamfund, er forskellene mellem rige og relativt fattige stadig stor – set med danske øjne er uligheden overvældende, og omfordelingen beskeden. Thailand avancerede fra nummer tre i 2017, til nummer et på listen over lande med størst ulighed i 2018. Blot én procent af landets rigeste, ejer to tredjedele, 66,9 procent, af nationens værdier – if. banken Credit Suisse er det 500.000 thailændere, der ejer to tredjedele af værdierne^[260] – mens de fattigste 10 procent ejer 0 procent. Den laveste halvdel af befolkningen ejer tilsammen 1,7 procent af nationens værdier.^[261] Til sammenligning kan nævnes, at de laveste 50 procent af danskerne ejer fem procent og øverste en procent af danskerne ejer 14,7 procent, samt at øverste 10 procent ejer halvdelen af Danmark (2017).^[262][263] Den thailandske regering betvivlede den schweiziske opgørelse og mente den var baseret på forældede data, og at forskellen mellem rig og fattig derimod blev formindsket fra 2006 til 2017.^[264]

Pr. november 2020 udgjorde 1,64 procent af bankernes indlånskonti 77.71 procent af alle indestående beløb, mens 86,68 procent af indlånskonti udgjorde 2,98 procent af alle indestående beløb.^[265] NESDB (Den nationale økonomiske og sociale udviklingskomite, fra engelsk: The National Economic and Social Development Board) mente at kløften mellem rig og fattig var mindsket i det forudgående årti, men fortsat et problem.^[266] Ifølge NESDC faldt antallet af fattige fra 9,85 procent (6,7 millioner) i 2018 til 6,24 procent (4,3 millioner) i 2019.^[267] Gini-koefficienten var faldet fra 40,3 i 2008 til 36,4 i 2018 ifølge Verdensbanken.^[268] I 2023-opgørelsen blev Gini-koefficienten dog angivet til 43,3. Banken fremhævede, at de primære bidragydere til indkomstulighed er uligheder baseret på husstandsledernes erhverv og uddannelsesniveau. Regionale kløfter er også udtalte, hvilket fremgår af Bangkoks BNP pr. indbygger, der er over 6,5 gange højere end i den nordøstlige region, som registrerer det laveste BNP pr. indbygger i landet.^[269] Til sammenligning var Gini-koefficienten for Danmark 27,5 i 2019 ifølge Eurostat^[270] og 28,7 i 2017 ifølge Verdensbanken.^[271]

De tre rigeste thailandske familier er if. Forbes juli (2024), Chalerm Yoovidhya-familien, ejer af Red Bull med 36 mia. USD (cirka 250 milliarder kroner); Dhanin Chearavanont-brødrene, CP Group (Charoen Pokphand Group), som inkluderer 7-Eleven franchise, drevet under CP All Plc (børsnoteret selskab) i Thailand og flere nabolande, med 29 mia. USD (cirka 202 mia. kroner); Charoen Sirivadhanabhakdi, ejer af ThaiBev (Beer Chang) og Big C (siden 2016), med 10 mia. USD (cirka 70 mia. kroner).^[272] Til sammenligning er Danmarks rigeste, Anders Holch Povlsen, Bestseller A/S, god for omkring 47 mia. kroner i 2024.^[273]

Især jordpolitik, brugsret og ejendomsret til jord, er diskutabelt, da en overvejende del af landbrugsjorden i princippet ejes af staten og kun er stillet til bøndernes rådighed med brugsret, men uden egentlig ejendomsret.^[274]

For at hjælpe de dårligst stillede i samfundet indførtes i 2017 et velfærdskort (engelsk, Welfare Card), for de laveste indkomster, henholdsvis under 30.000 baht og 100.000 baht om året (cirka 6.000 DKK og 20.000 DKK). Der er registreret knap 12 millioner brugere i systemet, der giver samfundets dårligst stillede månedlig hjælp til indkøb af dagligvarer (200-300 baht), offentlig transport (500-1.500 baht), gas til madlavning (45 baht), samt et kontant tilskud på henholdsvis 200 baht og 100 baht.^[275]

Ifølge Thailands Homeless Association (dansk, Hjemløseforeningen) var der i 2019 anslået omkring 10.000 hjemløse personer i landet. Social Udviklings og Menneskerettighedsministeriet (oversat fra engelsk, Social Development and Human Security Ministry) har tre hjemløsehjem i Bangkok, Chiang Mai og Khon Kaen, der tilsammen kan huse 698 personer.^[276] Til sammenligning var der 6.600 hjemløse i Danmark ifølge hjemløsetællingen 2017.^[277]

Historisk set, havde den thailandske økonomi oplevet næsten uafbrudt vækst siden 1950'erne, og landet regnedes for en af de asiatiske tigre. Før 1986 var Thailands økonomi domineret af landbruget, der havde en konstant voksende produktion af specielt ris, men også andre afgrøder. Landbruget er dog stadig den sektor, der beskæftiger den største del af befolkningen. Bortset fra perioden 1981-1985 lå den årlige vækst på mellem 7 og 10 procent. Den mest bemærkelsesværdige udvikling fandt sted i perioden 1986-1996, hvor også økonomiens struktur begyndte at forvandle sig fra at have været domineret af landbrug til at have en stærk industrisektor. I begyndelsen af den periode havde Thailand verdens hurtigst voksende økonomi, og eksportværdien steg med 30 procent om året.

I denne periode blev lanceringen af Eastern Seaboard Development Project rettet mod at udvikle den østlige kystregion (fra Bangkok ned mod Cambodia). Udenlandske investeringer steg kraftigt, hvilket fik økonomien til at ekspandere med tocifrede hastigheder og øgede håbet om, at Thailand ville blive Asiens femte tigerøkonomi. Imidlertid førte intern politisk ustabilitet og dårlig økonomisk politisk styring til finanskrisen i 1997, kendt som Tom Yum Kung-krisen. Denne krise blev udløst af overdreven udlån fra finansielle institutioner og liberaliseringen af det finansielle marked, hvilket gjorde det muligt for kommercielle banker at låne fra udenlandske enheder, for at yde lån indenlandsk.^[278]

Alt dette fik dog en brat afslutning i sommeren 1997, da handelen med valuta og værdipapirer brød sammen og førte til en akut økonomisk krise. Vækstprognosen for det år blev efterfølgende beregnet til 0,6 procent i stedet for de oprindeligt anslåede 8 procent. Krisen bredte sig til det øvrige Sydøstasien, hvor den indimellem ramte hårdere end i Thailand. Den økonomiske krise overskyggede alle andre politiske og økonomiske spørgsmål i begyndelsen af 1998.

Thailands høje økonomiske vækst mellem 1962 og 1996 blev i vid udstrækning drevet af investeringsudvidelse, der fik skylden for at have oppustet den økonomiske boble frem til 1997. Et voksende underskud på handelsbalancen, der skyldtes stigende import, førte i begyndelsen af året til angreb mod thailandske baht af valutaspekulanter. Centralbanken forsøgte at holde valutakursen oppe med støtteopkøb og ved at sætte renten op. Men valutareserven svandt hurtigt ind. Samtidig havde faldende udenlandske investeringer skabt en overkapacitet i ejendoms- og byggebranchen, der fik problemer med at betale afdragene på sine lån. Det ramte så de finansieringsselskaber, der levede af at udlåne penge til byggebranchen. I juni 1997 kollapsede ejendoms- og finansmarkederne.^[279]

Den 2. juli blev kursen på bahten givet fri, og på tre uger faldt dens værdi over for dollaren med en tredjedel. Et par måneder senere var værdien halveret. Mange virksomheder havde ikke en naturlig afdækning, fordi deres indtægter var i baht, mens deres renteomkostninger og gæld var i dollars.^[279] Den Internationale Valutafond, IMF, besluttende i august at give en støttepakke til en værdi af cirka 110 milliarder danske kroner, men betingelserne var hårde. Thailand skulle blandt andet skærpe sin rente- og valutapolitik, sætte momsen op fra syv til 10 procent, foretage store nedskæringer på statsbudgettet, der helst skulle give overskud fra 1998, og desuden få bruttonationalproduktet til at stige med 3,5 procent.

Det økonomiske kollaps og efterfølgende devaluering hjalp thailandske eksportører begyndte at finde nye markeder til deres varer. På længere sigt stabiliseredes økonomien, så Thailand for alvor kunne tage skridtet fra arbejdskrævende industrier til fremstilling af mere avancerede produkter, men trods dette, forblev væksten på tre-fire procent om året, i modsætning til de høje rater før 1997-kollapset.^[279] I takt med industrialiseringen har mønsteret i Thailands udenrigshandel også forandret sig grundlæggende. Før bestod eksporten næsten udelukkende af produkter fra landbrug og fiskeri. Nu kom fire femtedele af de eksporterede varer fra produktionsindustrien, fortrinsvis tøj, elektriske apparater, computere og andre lettere industrivarer. Også fisk og skaldyr blev eksporteret. Samtidig steg importen og dens sammensætning afspejlede industrialiseringen af landet med indførelse af maskiner, industrikomponenter. Importen af rene forbrugsvarer steg også.

De private investeringer i forhold til BNP toppede med 41 procent tilbage i 1995, men faldt til 18 procent i 2023. Offentlige investeringer i forhold til BNP toppede med 13 procent i 1997, men var støt faldet til 6 procent i 2023. En ny fremtidsplan for økonomien blev i 2024 lanceret med otte punkter, henholdsvis turisme, wellness og medicin inkluderende sundhedspleje, løft af landbrugs- og fødevareproduktionen, luftfartshub, såkaldt Land Bridge-infrastruktur for at forbinde kystlinjer og øge forretningsmuligheder, produktion af elbiler, digital økonomi, samt finansielt knudepunkt..^[278]

Thailand var engang kendt for sine store regnskove. Men den store økonomiske værdi, de repræsenterede, førte til en næsten ukontrolleret skovhugst, og i dag er de fleste af skovene borte.

Der er kun få af mineralforekomsterne, der er store nok til, at det kan betale sig at udvinde dem, idet tin er en undtagelse. Det menes, at Thailand råder over en tiendedel af verdens samlede tinforekomster. Frem til midten af 1980'erne blev der brudt tin i stort omfang, men siden er produktionen faldet drastisk. I 1990erne er gips blevet en vigtigere eksportvare end tin. Thailand har også potaske, jern, bly, kobber og zink og er verdens største eksportør af ædelstene. Der er store forekomster af safirer, rubiner og jade.

Thailand har hidtil været stærkt afhængigt af energiimport, men fra 1990'erne er man begyndt at producere naturgas i større omfang i Siambugten. Der er også fundet tre mindre oliefelter i bugten, og der brydes store mængder brunkul. Godt en fjerdedel af landets elektricitet produceres på kulfyrede kraftværker. Samtidig er landets samlede energibehov dog steget, og man må stadig importere store mængder fossilt brændstof.

Thailand har en af Asiens største fiskeflåder, der mere end fordoblede fangstmængden fra 1980 til 1995. Det skyldtes aftaler med Burma, Indonesien, Bangladesh, Indien og Oman, som gav Thailand lov til at fiske inden for disse landes søgrænser. Der er færre fisk end tidligere langs de thailandske kyster. Den største vækst i fiskesektoren har været inden for rejeopdræt, hvor Thailands globale eksport udgør ca. 500.000 tons i 2017. Thailand eksporterer mange frosne og konserverede (dåse) fiskeprodukter, halvdelen sælges til USA, men også Japan, Frankrig og Italien er store importører. Med 80 procent af verdensmarkedet er Thailand den største eksportør af tunfisk på dåse.^[280]

Thailand regnes for at være verdens tredjestørste fiskeeksportør (2017), men er under kritik for dels at overfiske – indenfor nationens eget farvand er fiskefangsten gået 85% ned i løbet af 50 år – og for at anvende såkaldte "slavearbejdere" (trafficking) i fiskeflåden, hvis økonomi er baseret på billig arbejdskraft fra nabolande som Burma (Myanmar) og Cambodja, ofte illegale fremmedarbejdere. Flere end 300.000 personer arbejder i fiskeindustrien. Der omtales 18-timer lange arbejdsdage og unge mænd og drenge ned til 13-års alderen, der kan være kommet i tro om bedre arbejdsforhold og løn, som lovet af agenter, eller direkte menneskehandlet, som det har været nævnt i flere rapporter og adskillige thailandske avisartikler. 90% af fiskeindustriens i alt 650.000 arbejdere (2017) er migrantarbejdere. Myndighederne forsøger at stramme op ved at indføre registrering af udenlandsk arbejdskraft og regulering af arbejdsforholdene i fiskeindustrien. Problemerne er imidlertid størst på den del af flåden, som er uden for myndighedernes direkte kontrol, da den fisker i internationalt farvand, der kan være så langt væk som ud for Afrika.^{[280][281][280][282]}

EU havde en periode Thailand på den såkaldte "watch list" for illegalt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU), da EU mente at landet ødelagde maritime ressourcer og økosystemer, misbrugte arbejdstagere om bord på fiskerbåde og undlod at levere nødvendige faciliteter til arbejdstagere.^[283] I januar 2019 besluttede Europa-Kommissionen at fjerne Thailand fra listen, som anerkendelse af de fremskridt, der var sket til forhindring af illegalt og urapporteret fiskeri.^[284] Fra 15. februar til 15. maj lukkes den 27.000 kvadratkilometer store Thailandbugten (Golf of Thailand) årligt for fiskeri, så det marine liv får mulighed for revitalisering.^[285] FN efterforsker Thailands fiskeindustri for manglende justits, og lønninger under den regeringsfastsatte minimumsløn på cirka 9,000 baht (1.800 DKK) om måneden.^[282]

Regeringen vedtog at anvende vestligt funderede jordlove (fast ejendom] i 1901, der er baseret på privat ejendomsret, og efterfølgende jordlovgivning har været i samme retning. Den thailandske forfatning fra 2007 giver folk ret til at deltage i forvaltningen af naturressourcer og miljøet, dog er udsættelser fra skove og landbrugsjord taget til, for at give plads til minedrift og kraftværker, hvilket har haft medført protester på landsplan. Omkring en tredjedel af befolkningen er afhængige af jord for at leve, men ligeved 80 procent af al privat jord ejes formelt af knap en femtedel af befolkningen, ifølge jordrettighedsgrupper, der opfordrer til reformer.^[286]

Thailand startede jordreformer, kendt som Sor Por Kor 4-01, i 1975, ved at give statsjord til jordløse bønder, der kunne bruge det til landbrugsformål, men ikke eje det.^[287] Enhver fattig bonde blev berettiget til maksimalt 50 rai jordret til landbrug – "rai" er flademål for 1.600 kvadratmeter, 50 rai svarer således til 8 hektar eller 14½ tønder land – den tildelte jord med skødetitlen Sor Por Kor er statsejendom, oftest jord fra skov, og kan ikke sælges, men kan gå i arv til børn.^[288] Jordrettighedsgrupper i Thailand estimerer dog, at der er mere end 8 millioner jordløse mennesker i landet.^[286]

Thailand har en længere række skødeklasser med forskellige titler, hvor kun to indeholder en egentlig ejendomsret med mulighed for tinglysning af rettigheder, for eksempel gæld med sikkerhed i ejendommen og brugsret. Sidstnævnte er meget anvendt i Thailand, både som udlejning og leasing af jord, men også som brugsret i form af usufruct (ius in re aliena), der stammer fra romersk lov og giver brugeren ret i en begrænset periode, ofte for brugerens livstid, at bruge/nyde (usus) ejendommens frugt (fructus). Ud over egentlige skødeklasser findes en række navngivne dokumenter, der giver fortrinsvis bønder brugsret til statsejet jord.^[289]

De væsentlige skødeklasser for jordret^[289]

• Por Bor Tor Har (P.B.T.5), er en skattekvittering for brug af et jordstykke uden rettigheder, der dog senere kan opgraderes til S.K.1.
• Sor Tor Gor (S.T.G.), giver ret til bosættelse på et stykke statsskovland, Rettigheden kan ikke sælges eller overdrages, undtagen ved arv.
• Sor Por Gor (S.P.G. 4-01), giver ret til at besætte et jordstykke, der kun må anvendes til landbrug. Rettigheden kan ikke sælges eller overdrages, undtagen ved arv
• Sor Kor Nung (S.K.1), giver ret til at besætte og bruge et jordstykke (generelt til landbrug), men er ikke en ejendomsret. Afhængig af beliggenhed, kan retten opgraderes til N.S.3. Retten kan sælges eller overdrages ved arv.
• Nor Sor Song (N.S.2), giver ret til at besætte og bruge et jordstykke i en midlertidig periode. Rettigheden kan ikke sælges eller overdrages, undtagen ved arv. Afhængig af beliggenhed, kan retten opgraderes til N.S.3 eller N.S.4.
• Nor Sor Sarm (N.S.3), giver ret til besiddelse af et bestemt jordstykke, men skel skal bekræftes af ejere af tilstødende jordlod. Der findes to varianter "N.S.3 Gor" og "N.S.3 Khor", hvor landmålingen er mere nøjagtig. N.S.3 har ejerret, men ikke fuld ejendomsret. Der kan tinglyses servitutter og jorden kan sælges, dog med en 30-dages indsigelsesfrist fra andre. Retten kan opgraderes til N.S.4.
• Nor Sor Si (N.S.4), ofte kaldt "Chanote", er fuld ejendomsret uden restriktioner.

Thailand er et stort landbrugsland, og indtil 1980'erne var landbruget rygraden i økonomien. I 1950'erne var der plantet ris på 88 procent af den opdyrkede jord. Siden 1960 er landbrugets andel af bruttonationalproduktet, BNP, faldet fra 40 procent til kun 10 procent i 1996. Det betyder nu ikke, at landbrugsproduktionen ikke er vigtigt, set med internationale øjne. Bortset fra Vietnam er Thailand Asiens eneste nettoeksportør af levnedsmidler, og verdens største eksportør af ris, maniokrod og søde majs (sweet corn (fra 2018),^[290]) samt verdens næststørste eksportør af gummi^[291], hvor eksporten udgør 40% af verdens naturgummi til primært bildæk,^[292] og sukker.^[293] Restprodukterne fra sukkerrør og kassava, der anvendes til fremstilling af bioethanol, bruges til produktion af bioplast, som Thailand er verdens næststørste producent af, efter USA. 90 procent af bioplast eksporteres.^[294] Selv om landbruget kun udgør knap 10 procent af BNP, beskæftigede det 12,2 millioner mennesker i 4. kvartal 2022, hvilke udgjorde omkring 30 procent af landets arbejdsstyrke.^[287]

Det totale opdyrkede areal udgør 60,49 millioner rai (1 rai = 1600 kvadratmeter), svarende til 9,68 millioner hektar (2020-tal).^[295] Landbruget, især risbønderne, er i en vis udstrækning subsidieret af staten.^[293] I 2018 gav regeringen en arealstøtte til ris på 1.000 baht (cirka 200 DKK) pr. rai (thailandsk flademål på 1.600 kvadratmeter), svarende til 6.250 baht (cirka 1.250 DKK) pr. hektar.^[296] Til sammenligning har dansk landbrug også en hektarstøtte finansieret af EU, hvor grundbetaling ved planteavl typisk udgør omkring 1.280 kroner.^[297] I gennemsnit producerer en rai rismark cirka 250 kg uafskallet riskorn, svarende til et udbytte på omkring 1,5 ton pr. hektar. Ved en kilopris på 10 baht bliver det til 3.500 baht (cirka 700 DKK) pr. rai, inklusive arealstøtte, eller knap 22.000 baht (cirka 4.400 DKK) pr. hektar. Sukkerrør vil derimod producere omkring 12 ton pr. rai og med en pris på 800 baht pr. ton kunne indbringe 9.600 baht (cirka 1.900 DKK), svarende til 75 ton pr. hektar og 60.000 baht (cirka 12.000 DKK). Sukker støttes med 50 baht (10 DKK) pr. ton af regeringen, dog højst op til 5.000 ton pr. landbrug.^[296] I 2012 blev der produceret 20 mio. tons ris.

Fra at være verdens største riseksportør overtog Indien denne position i 2019 med 9,77 millioner tons, mens Thailands eksport af ris udgjorde 7,58 millioner tons, efterfulgt af Vietnam med 6,37 millioner tons. Trods thailands "Hom Mali"-ris (jasmin ris) er anerkendt som førende kvalitet på rismarkedet, er risbønderne stadig blandt nationens fattigste. Der er i alt 60 millioner rai, svarende til 9,6 millioner hektar, rismarker (2020-tal), men udbyttet er lavt i forhold til Vietnam, hvor det kan være dobbelt så højt, mellem 800 og 1000 kg pr. rai. Bangkok Post angiver 450 kg pr. rai, andre kilder har tidligere nævnt 250 kg. Trods høj markedspris på ris er bøndernes afregningspris lav, hvilket skyldes mellemhandlere og rismøller. Regeringen overvejer at indføre registrering af rishandlere, så bønderne kan få en større andel af handelsprisen.^[298]

Thailandsk hom mali ris (jasmin ris) er blevet udnævnte som verdens bedste i både 2020 og 2021. Videnskaben har fundet frem til, at der har været dyrket ris i Thailand siden 537 f.Kr., hvilket er det 6. århundrede efter den buddhistiske kalender. Frem til Sukothai-perioden (1238-1438) blev der dyrket glutinøse ris (klistrende ris (i dag kaldt Khao nia (thai: ข้าวเหนียว, engelsk: sticky rice), men på dette tidspunkt begyndte man også at dyrke indica ris (khao jao), der menes at stamme fra khmer-kultur og blev foretrukket af den herskende klasse. I 1945 fandt en risbonde, Jaroon Tanthawut, i Chon Buri-provinsen en ny variant, da han sorterede riskorn til at blive sået for næste års høst. Han kaldte den for khao hom mali, kendetegnet ved at være langkornet med krøllede spidser, et klart blankt ydre og velduftende duft og blød konsistens ved tilberedning. Andre bønder i området fandt den ny sort attraktiv og begyndte også at dyrke den. Fra 1951 spredtes kendskabet til hom mali og i 1959 godkendte Rice Species Consideration Committee sorten og navngav den "Khao Dawk Mali 105" (hvid jasmin 105), og begyndte at distribuere den til bønderne. Siden er hom mali blevet den mest udbredte sort.^[299]

Kaffedyrkning er stigende, produktionen udgør over 25.000 tons om året (2020-tal), til en værdi af 60 milliarder baht (cirka 12 milliarder DKK). Arabica dyrkes i de nordlige provinser Chiang Mai (2.283 tons), Chiang Rai (3.402 tons) og Nan (3.825 tons), og robusta i de centrale og sydlige områder i provinserne Ranong (4.667 tons) og Chumphon (11.537 tons).^[300]

Palmeolie har været en vigtig thailandsk afgrøde siden 1930'erne. De fleste plantager ligger i den sydlige del af landet.^[301]

Efter Thailand i 2018 blev det første land i den sydøstasiatiske region, der legaliserede brugen af cannabis til medicinsk brug, satses der på en voksende cannabisindustri, som forventes at generere mere end 10 milliarder baht (cirka to milliarder kroner) om året i indtægter fra marihuana og hamp.^[302]

Thailand er også en af Asiens største svinekødsproducenter, en industri til en værdi af 3.3 milliarder USD i 2018 (cirka 22 millarder DKK). Der produceres over 2 millioner svin ("hogs", svin over 54 kg) om året, heraf eksporterer omkring 40 % til Cambodja, Laos og Myanmar. Svineproduktionen udgøres af to større producenter, Betagro Pcl og Charoen Pokphand Foods Pcl, foruden cirka 180.000 mindre brug.^[303] Nogle af svinefarmene er baseret på dansk viden og teknologi, eller med direkte fælles dansk-thai ejerskab, som for eksempel Thai-Denmark Swine Breeder PcL.^[304][305] Til sammenligning slagtedes flere end 18 millioner svin i Danmark i 2018,^[306] omkring 90 % af det danske svinekød eksporteres.

Mælkeproduktionen består af tre daglige partier, 1.300 tons til skolemælk, 700 tons til kommercielt salg og 1.400 ton til fremstilling af mælkepulver. Der er omkring 30.000 mælkebønder i Thailand.^[307] Den thailandske mælkeproduktion skyldes i vid udstrækning danskeren Gunnar Søndergaard, der skabte virksomheden Thai-Danish Milk, i dag Thai-Denmark, i slutningen af 1950'erne. Gården, der tillige inkluderer mejeri og landbrugsskole, ligger knap 150 kilometer nord for Bangkok, den blev senere til et Danida-projekt.^[308]

En landbrugs husstand havde i 2018 en gennemsnitsindtægt på 197.373 baht (cirka 40.000 DKK), en stigning på 22 % i forhold til 2017, og et forbrug på 122.890 baht (cirka 25.000 DKK). Hver person havde i gennemsnit en årsindkomst på 74.483 baht (cirka 15.000 kroner).^[309] Omkring 40 procent af bønderne regnes for fattige med en månedsindtægt på 4.750 baht (2019, cirka 1.000 DKK; mindstelønnen er på omkring 8.000 baht, cirka 1.700 DKK), hvorfor nogle flytter til større byer for at arbejde.^[310] Bønderne og deres familier udgjorde i 2017 cirka 15 millioner individer, svarende til omkring 23 % af hele befolkningen.^[293] Lønningerne og prisniveauet i Thailand er steget i takt med væksten i landets økonomi, og sammenlignet med andre asiatiske lande er det ved at blive dyrt at producere i Thailand. Desuden sluger udvidelsen af industrien og infrastrukturen mere og mere af landbrugsjorden.

Thailand er, grundet geografi og klima, Asiens største producent og eksportør af forskellige friske, især tropiske frugter som appelsiner, bananer, durian, guavaer, kokosnødder, litchi, mango, mangostan og rambutan. Mens Thailand eksporterer tropiske frugter til mange lande, især til Kina og de nærliggende asiatiske, importerer nationen selv kølige egnes, friske frugter fra Australien, Chile, Japan, Kina, New Zealand, Sydafrika, Sydkorea og USA. I 2017 var værdien af frugtavlsproduktionen på 3,3 mia. USD (cirka 20 mia. DKK), hvoraf der blev eksporteret for 1,2 mia. USD (cirka 7 mia. DKK), og importeret frugt til en værdi af 720 mio. USD (cirka 4,3 mia. DKK).^[311]

Thailand er verdens største durianeksporter med en markedsandel på 93,5 procent (2023)^[312] og tillige verdens største durianproducent, med en kommerciel produktion på mellem 900.000 og 950.000 tons, næststørst er Malaysia med 400.000 tons. Høstsæsonen er typisk maj