Jean Vercoutter

Jean Vercoutter
Født20. jan. 1911[1][2][3][4]Rediger på Wikidata
Lambersart[5]
Død16. juli 2000[6][1][2][3]Rediger på Wikidata (89 år)
Paris[5]
BeskjeftigelseEgyptolog, universitetslærer, arkeolog Rediger på Wikidata
Akademisk gradDoktorgrad (1952)[7]
Utdannet vedÉcole des hautes études en sciences sociales[8]
Académie Julian
Universitetet i Paris, Sorbonne[8]
Institution Notre-Dame de Sainte-Croix (–1928)[9]
NasjonalitetFrankrike[10]
GravlagtCimetière de Montmartre
Medlem avDeutsches Archäologisches Institut (1958–) (ordinær medlem)
Académie des inscriptions et belles-lettres (19842000) (membre ordinaire)[11][5]
UtmerkelserPrix Bordin (1946)
Sarkofag fra Mellomriket, funnet i Mirgissa.

Jean Vercoutter (født 6. januar 1911 i Lambersart i departementet Nord i Frankrike, død 6. juli 2000 i Paris) var en fransk egyptolog, og en v pionerene innen arkeologi i Sudan.[12]

Liv og virke

[rediger | rediger kilde]

Vercoutter virket som medlem av Institut français d’archéologie orientale i Kairo fra 1930 til 1950. Han deltok i utgravinger i Karnak og ledet en utgravning i Tod.Fra 1949 til 1955 arbeidet han ved CNRS, der han tok doktorgrad med avhandlingen L’Égypte et le monde égéen préhellénique i 1953.

Fra 1955 til 1960 var ledet han som direktør for den sudanesiske oldsaksmyndighet i Khartoum landets arkeologiske forskning. Fra 1958 var Vercoutter fultr medlem av Deutsches Archäologisches Institut. I 1960 begynte han som professor ved Universitetet i Lille; dessuten ledet han utgravningene i det sudanesiske Mirgissa. Fra 1977 til 1981 ledet han Institut Français d’Archéologie Orientale.[13]

I 1984 ble han medlem av Académie des Inscriptions et Belles-Lettres.[14]

Sammen med Elena Cassin og Jean Bottéro utgav Vercoutter bind 2 til 4 av Fischer Weltgeschichte, som omhandler den gammelorientalske verden. Han står bak artiklene om Egypt. Han utgav også «Kush» Journal of the Sudan Antiquities Service i Sudan.

Tysk
Fransk
  • mit Cyril Aldred, J.L. Cenival, F. Debono, Christiane Desroches Noblecourt, Jean-Philippe Lauer, Jean Leclant: Le temps des pyramides. L’univers des formes, Gallimard, Paris 1978.
  • mit Ch. Desroches Noblecourt: Un siècle de fouilles françaises en Égypte 1880–1980. anlässlich der Hundertjahrfeier der école du Caire (IFAO), musée du Louvre, musée d’art et d’essai, Palais de Tokyo, Paris, av 21. mai til oktober 1981, IFAO, Kairo 1981.
  • Essai sur les relations entre Égyptiens et pré-hellènes. I: L’orient ancien illustré. Nr. 6, Maisonneuve, Paris 1954.
  • L’Égypte et le monde égéen pré-hellénique, étude critique des sources Égyptiennes du début de la XVIIIe à la fin de la XIXe dynastie égyptienne. I: BdE, IFAO. Nr. 22, Kairo 1956.
  • L’Égypte ancienne (= Que sais-je? Nr. 247). PUF, Paris 1960.
  • Institut français d’archéologie orientale du Caire, Livre du Centenaire (1880-1980). I: MIFAO. Nr. 104, Kairo 1980
  • Les Affamés d’Ounas et le changement climatique de la fin de l’Ancien Empire. I: MGEM. IFAO. Nr. 104, Kairo 1985.
  • À la recherche de l’Égypte oubliée (= Découvertes Gallimard. Nr. 1). Gallimard, Paris 1986, 1988, 1991, 1998 og 2000.
  • L’Égypte et la vallée du Nil, des origines à la fin de l’ancien empire 12000–2000 Av. J.C. Nouvelle Clio, PUF, Paris 1992.
  • Le déchiffrement des hiéroglyphes égyptiens 1680–1840. In: The Intellectual Heritage of Egypt. Budapest 1992, s. 579–586.
  • La fin de l’Ancien Empire: un nouvel examen. Band 2 I: Atti del VI Congresso Internazionale di Egittologia. Torino 1993, s. 557–562.
  • Les barrages pharaoniques. Leur raison d’être. I: Les problèmes institutionnels de l’eau en Égypte ancienne et dans l’Antiquité méditerranéenne. IFAO, Kairo 1994, s. 315–326
  • Étude des techniques de construction dans l’Égypte ancienne. Band 3: la décoration des parois, son principe et les dangers d’équivoques qu’elle peut entraîner en ce qui concerne la datation des édifices. MGEM, IFAO, Kairo 1985, s. 315–326.

Referanser

[rediger | rediger kilde]
  1. ^ a b annuaire prosopographique: la France savante, oppført som Jean Louis Henri Vercoutter, CTHS person-ID 111595, besøkt 9. oktober 2017[Hentet fra Wikidata]
  2. ^ a b AlKindi, Diamond Catalog ID for persons and organisations 9644[Hentet fra Wikidata]
  3. ^ a b Babelio, Babelio forfatter-ID 14710[Hentet fra Wikidata]
  4. ^ Autorités BnF, BNF-ID 11927915g, besøkt 10. oktober 2015[Hentet fra Wikidata]
  5. ^ a b c annuaire prosopographique: la France savante, CTHS person-ID 111595, besøkt 17. juni 2020[Hentet fra Wikidata]
  6. ^ Who's Who in France, Who's Who in France biografi-ID 7408[Hentet fra Wikidata]
  7. ^ Système universitaire de documentation, SUDOC-katalog-ID 114159475, besøkt 17. juni 2020[Hentet fra Wikidata]
  8. ^ a b annuaire prosopographique: la France savante, cths.fr, besøkt 17. juni 2020[Hentet fra Wikidata]
  9. ^ www.ifao.egnet.net, besøkt 17. juni 2020[Hentet fra Wikidata]
  10. ^ BnFs generelle katalog, data.bnf.fr, besøkt 17. juni 2020[Hentet fra Wikidata]
  11. ^ aibl.fr, besøkt 3. april 2023[Hentet fra Wikidata]
  12. ^ «VOLUME 6 Institut de Papyrologie et d'Égyptologie Lille». CCER. Arkivert fra originalen 10. oktober 2009. Besøkt 16. juli 2010.  «Arkivert kopi». Arkivert fra originalen 10. oktober 2009. Besøkt 8. desember 2021. 
  13. ^ Universalis.fr
  14. ^ Medlemmer siden 1663 Arkivert 19. januar 2022 hos Wayback Machine., Académie des Inscriptions et Belles-Lettres, 2021-02-10

Eksterne lenker

[rediger | rediger kilde]