Alten-Talvig

Alten-Talvig var fra 1838 til 1863 en kommune i Finnmark. Området tilsvarer dagens Alta kommune, som fra 1863 til 1964 var delt i de to kommunene Alta og Talvik. Første valg ble avholdt 20. juni 1839. Konstituert postekspeditør John Andreas Gill ble valgt til ordfører med 46 stemmer. Ved valget i 1855 ble det avgitt ni stemmer.^[1]

I en beretning publisert 1842 beskriver sogneprest Fredrik Rode hele kommunen:

Alten-Talvigs Præstegjeld udgjør kun eet Kirkesogn, som ligger i en Kreds omkring Bredderne av Altens Fjord, der igjennem de 3 mægtige Sunde: Stjernsund, Rognsund og Vargesund trænger omtrent 3 geographiske Mile sydlig inn i Landet. Dette Sogn bestaaer saaledes næsten ganske af Fastland, da foruden den sydlige Deel af de tvende store men svagt bebyggede Øer, Stjernøen og Seilandet, der ligge ved Fjordens Indløb og tilligemed Fastlandet danne nysnævnte Sunde, kun een beboed Øe, nemlig Aarøen, hører til samme. Alten-Talvig Sogn grændser mod Nordvest og Nord til Loppens og Hammerfest Sogne; i Øst og Syd adskilles det ved store og øde Fjeldstrækninger fra Kistrands og Kautokeino Sogne, og støder i Sydvest til Schjervøe Sogn i Senjen og Tromsøe Fogderie. Sognets største Udstrækning i Nord og Syd, eller fra nordre Bækkerfjordnæs til de øverste Gaarde inde i Alten udgjør henimod 8 geographiske Miile, og fra det Inderste af Rafsbotten i Øst til Bongelvdalen i Bunden av Langfjorden mod Vest er næsten ligesaa langt. Man kan saaledes ansætte Sognets Flade-Indhold til omtrent 60 ⎕ Mile, hvoraf Vandet optager ⅓ Deel. Sognet havde ved Folketællingen i 1825 et Antal af 2041 Mennesker, men dette Antal er i de sidste 6 til 7 Aar meget betydelig forøget og kan nu, (i 1832) med Sikkerhed ansættes til 2600, (Ved Tællingen i 1835 befandtes Folketallet at være steget til 3085 Mennesker. Denne stærke Tilvæxt maa fornemmelig tilskrives den udvidede Værksdrift i Kaafjord.) hvilket giver en Befolkning af omtrent 41 Mennesker paa hver Quadratmiil af Sognets Areal eller 65 Mennesker paa hver ⎕ Miil Landjord, hvoraf dog den langt større Deel bestaaer af aldeles ubeboede Fjeldstrækninger. Med Undtagelse af Altedalen ere nemlig i dette Sogn, som i Almindelighed i Finmarken, kun Strandbredderne beboede; men man finder dem her tættere og stærkere bebyggede end paa de fleste andre Steder, som er en naturlig Følge af, at her gives noget mere dyrkbar Jord. Sognets ydre Tragter have Finmarkens sædvanlige vilde Natur: nøgne og bratte Bergmasser, som skyde sig lige ned i Søen, og kun sjelden hist og her i en liden Viig levne Plads for en Hytte og en grøn Plet omkring samme; men mildere og venligere Situationer frembyde sig strax for Øiet, saasnart Man har bøiet ind i den egentlige Altes-Fjord, hvis Begyndelse rettest regnes fra det Sted, hvor den imellem Klubnæs paa den vestlige og Korsnæs paa den æstlige Side skjærer sig ind i Fastlandet, uagtet ogsaa den udenfor Stjernøen beliggende Havbugt sædvanlig fører Navn av Alten. Tænker man sig hensat paa det sidstnævnte Næs, der stikker langt ud i Fjorden, og rimeligviis har faaet dit Navn deraf, at de betydeligste Sunde og Fjorde løbe sammen her som i et Centrum og danne et Kors eller Stjerne, har Man derfra en frie Udsigt næsten til alle Sognets forskjellige Tragter. I Nord seer Man Seilandets mægtige Fjelde, nøgne for Alt, undtagen den evige Snee og Iis, som bedækker deres Toppe Aaret rundt, skjøndt gamle Folk paastaae, at den fordum peiede at forsvinde i August Maaned paa disse saavelsom paa de omkringliggende, tilsyneladende vel saa høie, Fjelde. Paa Østsiden af denne Øe seer Man opad det omtrent 3 Miil lange, og fra ¼ til ½ Miil brede Vargesund med dets vestlige, ikke betydelige men dog beboede, Sidefjorde: begge Bækkerfjordene og Olderfjorden, hvilken sidste tilligemed den skraasoverforliggende Qvænklubbe danner Grændsen mod Hammerfest Sogn; hvorimod de langt større og mere befolkede Bifjorde paa Fastlandssiden, nemlig: stor og lille Lerretsfjord, samt Komagfjorden, der har en Handelsplads, skjules af det høie Forbjerg: Korsklubben, paa hvis Sydside den brede og dybe Korsfjord skjærer sig lige imod Øst ind i Landet, og i sine mindre Bugter afgiver mange gode og græsrige Boepladse saavelsom gode Fiskegrunde. Paa Vestsiden adskilles Seylandet fra den mindre og lavere, men iøvrigt ligesaa barske og kun paa ganske faa steder beboede Øe, Stjernøen, ved Rognsundet, hvis nordvestlige Aabning tilsluttes af Sørøens bratte Fjeldvægge hiinsides Sørsundet, ligesom Man igjennem det længere og bredere Stjernsund, der fra Korsnæs gaaer i en næsten lige Linie imod Vest, og hvis rette og eensformiged døde Bredder kun afbrydes af de tvende smaae Lokkerfjorde med et Par Finnegammer, seer Sildens taggede Klipper rage frem af det vilde Hav. Ikke meget blidere er Udsigten til Indløbet af Langfjorden, som imellem Klubnæs paa den nordre og Langnæsholmen paa den søndre Side trænger 4 Miile sydvestlig ind i Landet, og saa meget rettere bærer sit Navn, da den paa de fleste Steder er meget smal. Men Man seer fra Korsnæs kun den yderste Deel af Fjorden med de kegledannede Kovetinder paa den ene Side og ligeoverfor paa den anden Side det høitragende Algas med sine løsrevne Klippeblokke, der omgive de ved dets Fod opførte Huse, uden dog at have bortskræmmede disses Beboere ved deres Trudsler. Ved Indre-Koven bøier Fjorden noget mere nordlig, antager efterhaanden en mildere Characteer og udvider sig ved Tappeluft, hvorfra et lavt og neppe en halv Miil bredt Eide fører over til Øxfjordbunden i Loppens Sogn. Indenfor nysnævnte Bugt, ved hvilken ogsaa Sopnæs handelssted ligger, ere de tættere bebyggede Fjordbredder bevoxede med god Løvskov, især inderst i Fjordbunden, hvor Bongelvdalen aabner sig i Syd, medens Man noget nordligere paa en tildeels oparbeidet Vei over det flade een Miil brede Alteide føres igjennem smukke og frodige Skovpartier over til Qvænangen i Schjervøe Sogn.

Fra Langnæsholmen seiler man under grønne, stundom ved Berghammere afbrudte Græslier, bagenfor hvilke skovklædte Fjelde hæve sig til en middelmaadig Høide, en god Miil – som dog i det daglige Liv kun regnes for en halv – lige i Syd ned til Talvig, en liden halvcirkelformet Bugt paa Vestsiden omtrent 2 Mile fra Bunden af Altens Fjord, som herfra tager en sydostlig Retning. Her ligger Sognekirken, en noget lav, men lys og rummelig Korskirke med Taarn, omgiven af Kirkegaarden, og lidt ovenfor samme Præstegaarden i Midten av Bugten, samt det ældste og betydeligste Landhandlerie, saavelsom Sorenskriverens forrige Embedsgaard, hver paa sin side af Vaagen. Stdet beboes i det Hele af henimod 30 Familier hvis Hude danne en Halvkreds rundtomkring Bugten. De temmelige vide og flade Jorder bagenfor disse i Dalens ydre Aapning, medens den øvre Deel at samme er rigelig bevoxet med Smaaskov, som strækker sig høit opad Fjeldsiderne; – det strax søndenfor beliggende, av smuk Løvskov omgivne, Storvand, der er den betydeligste Indsøe i Sognet, og fylder Dalens sydlige og dybeste Bækken, hvorimod dens nordligere Green gjennemstrømmes af en liden flere Fossefald dannende Elv; have med Rette skaffet Talvig Ord for een av Finmarkens vakkreste og bedste Boepladse.

Af en ganske modsat Characteer er det paa Fjordens Østside i en Miils Afstand ligeoverfor Talvig beliggende Altenæs-land, hvis bratte og næsten nøgne Fjeldsider stikke lige ned i Søen uden at levne Rum til Boepladse paa mere end eet Sted, der har faaet Navn af Storvig, uagtet Søen der neppe gjør nogen mærkelig Bugt. Men nordenfor Altenæs danner Fjorden en dyb Bugt, Leerbotten, hvis brede Aabning deles i 2 Sunde af den triangulære Aarøe, hvr endnu svage Levninger ere synlige af den Krike og Fæstning, som fordum skal have været her. Leerbotten, som har gode Engeslaatter og Løvskov, beboes af mange, næsten udelukkende Normandsfamilier, og i dens inderste Bugt, som faaer Navn af Dybvig, er en Handelsplads.

Den inderste Deel av Alten-Fjord kløves af det høie og isolerede Kongshavnfield i 2 Arme, af hvilke den ene under Navn af Rafsbotten løber østlig ind bag Altenæslandet, og optager Altens Elv med flere mndre Elve; den anden gaaer i sydvestlig Retning til Bossekop Handelsplads og Fogedgaarden Kongshofmark, og ender med Kaafjorden, hvor Altens Kobberværk er anlagt. Imellem begge disse Fjordbunde strækker den brede og fra Finamrkens sædvanlige Natur væsentlig afvigende Altens-Dal sig sydlig op i Landet og forgrenser sig i flere mindre Dalstrøg, blandt hvilke Eibye-Dalen i Vest og Tværelv-Dalen i Øst ere de betydeligste, og som indbyrdes adskilles ved lavere og i Almindelighed med Træer bevoxede Bergaase, hvoraf dog nogle, saasom Reipas-Vara imellem Hoveddalen og Tværelvdalen, samt Skodde- og Saggebai-Vara imellem Eibyedalen og Kaafjord, hæve deres nøgne Toppe temmelig høit i Veiret. Men i det Hele taget har Alten, især sammes ydre eller nordlige Deel, store Sletter, som deels ere opdyrkede til Engeslaatter, og bebyggede med Bøndergaarde, deels bevoxede med Løv- og Naaleskov, og fuldkommen give det Udseendet at en Bygd i Landets sydligere Egne. Hoveddalen gjennemstrømmes af den brede, anselige og laxrige Altens-Elv, som udspringer paa Fjeldryggen i Koutokeion Sogn, og efterat de omtrent 1½ Miil ovenfor dens Udløb har optaget Eiby-Elven, slynger sig i mangfoldige Bøininger, først nordlig og siden nordostlig igjennem Dalen, og igjennem 2 Mundinger udgyder sig i Raffsbotten. Et Par Hundrede Skridt fra dens østre Munding falder Tværelven ud, der strømmer igjennem den efter samme benævnte Sidedal, og efter et Fald, ved hvilket en Saug og Stampemølle er anlagt, løber nordlig henimod Storelven, paralel med denne og stundom ganske nær, uden dog at komme i Berørelse med samme. De mindre Side-Elve ere ikke synderlig mærkelige, saalidet som de mangfoldige Smaae-Elve og Bække, som næsten i enhver Fjordbund udgyde sig, men alle ere ligesaa ubetydelige, som de smaae Indsøer, hvorfra de oftest have deres Udspring. Overalt i Sognet seer Man fra Høiderne saadanne smaae Ferskvande i Fjeldenes Fordybninger, af hvilke dog intet naaer den Størrelse som det førnævnte Storvand ved Talvig, der imidlertid neppe er en ahlv Miil langt.

Altedalen er stærkt bebygget, fornemmelig af Kvæner, deels ved Strandbredden, men især langsmed Elven. Paa adskillige Steder have endeel Familier samlet sig i tætte Kredse, der have Udseende af Landsbyer. Dette er især Tilfældet paa Elvebakken ved Elvens vestre Munding, hvor der paa een Plet findes over 20 Vaaningshuse med tilhørende Udhuse og omgivne af smaae Agre og Potetshaver. Blandt disse er Districtslægens Embedsgaard, Kronstad kaldet; smaae og maadelige Bygninger med ubetydelig Jordvei. I en kanp halv Fjerdingsveis Afstand i Vest fra Elvebakken, henimod Kongshavnbugten, ligger Amtmandens Embedsgaard: Altengaard, med meget anselige Huse, en særdeles smuk Beliggenhed og en i Finmarken ualmindelig stor Jordvei (6 Køers Skyld). Bygningen er imidlertid efter den i 1820 foretagne Hovedreparation ikke fuldstændig indredet, og har i mangfoldige Aar staaet øde, da Amtmændene have boet paa Tromsøe. Noget høiere op danner Elven ved en Bøining et Næs, som har faaet Navn af Aronnæsset, og som tilligemed det ei langt derfra beliggende Elvestrand, der tilsammen have 10–12 smaae Gaarde, unægteligen er eet af Altens smukkeste Tragter. Den brede i mangfoldige Bugter med majestætisk Rolighed flydende Elv, paa hvis flade Bredder frugtbare Agre og Enge afvexle med livlig Løvskov, imellem hvilken hist og her Klynger af ret venlige Huse titte frem, og over hvilken den mørkere Furuskov hæver sig, vilde paa ethvert Sted, end sige i Finmarken, forskaffe denne Egns Skjønhed fortjent Erkjendelse; og naar Man paa en vakker Sommerdag fra Høiderne ved Elvebakken overskuer det hele Prospect, falder det vanskeligt at troe, at det er Iishavets Bølger, som skylle op til Bakkes Fod.

Et Stykke overnfor Elvestrand træffer Man atter paa endeel Gaarde, som ligge paa begge Sider, dog, ligesom alle de foregaaende, meest paa den vestre Side af Elven, og ere fordeelte i 2de Hovedgrupper, af hvilke den nordligste kaldes Nedre- den anden Øvre-Alten. Her bliver Dalføret smalere, og næsten udelukkende opfyldt af Furuskov, som er desto større og tættere jo længere Man fjerner sig fra Elven og de beboede Tragter, hvor den er meest udhugget. Ovenfor Eibye indskrænkes Hoveddalen næsten til det blotte Flodleie; dog ere de tildeels høie og bratte Elvebredder endnu tæt bevoxede med Furu, som ligeledes er herskende i de mindre Sidedale, hvor den først efterhaanden, som disse hæve sig flere Hundrede Fod over Havfladen, fortrænges av Birken, indtil Man omsider i 2 til 3 Miles Afstand fra Søen kommer opp paa Fjeldets nøgne Plateau.

Igjennem Alten gaaer en ganske antagelig, dog meest paa Vinterkjørsel beregnet Bygdevei fra Elvebakken forbi Altengaard langs Kongshavnbugten over til Bossekop, og derfra forbi Fogedgaarden op til Øvre-Alten, foruden mindre Veie i forskjellige andre Retninger. Handelsstedet Bossekop og Fogedgaarden Kongshofmark, (Gaardens oprindlige Navn er "Æggeskal". Den skal være adlet af en Foged Lidemark, som opkaldte den efter Kongen, sin Hustrue, en Jomfrue Hoff og Endestavelsen af sit eget Navn) der begge, især den Førstnævnte, have store og gode Huse, høre til Sognets betydeligste Landgaarde. Bossekop er udentvivl det største Jordbrug i Finmarken, da her holdes 3 Heste og 10–12 Køer foruden en Deel Faar; og Kongshofmark føder, endskjøndt kun skyldsat for 2 Faar, dog 2 Heste og 6–8 Køer. I henseende til Behagelighed have disse Gaarde, relativ til Alten, en mindre heldig Beliggenhed, da Kyststrækningen fra Kongshavnfjeld til Kaafjord, der ligger aaben og aldeles ubeskyttet for den raae og kolde Nordenvind fra Havet, er en gold kun sparsomt med Græs og enkelte Furutræer bevoxet Steengrund.

De øvrige Embedsgaarde og Handelspladse ere allerede i Forbigaaende nævnte. Talvig Pæstegaard er god og rummelig, i Aarene 1802 og 1803 opført, eenetages Bygning, der har en smuk Beliggenhed midt i Bugten strax ovenfor Kirken; Jordveien er ikke betydelig; den er skyldsat for 3 Køer, men kunde dog ved Hjælp av endeel fraliggende Engeslaatter føde noget Mere. Den forrige Sorenskrivergaard, hvis Navn skal være Solitudo, er senest udlagt til Klokkergaard og dens forfaldne Huse solgt. Talvigs Handelssted paa den modsatte nordre Side av Bugten har i det sidste Aar faaet nye og større Huse. Jordveien danner i Forbindelse med et høiere op i Dalen beliggede Underbrug: Blaaberg, en ikke ubetydelig Landeiendom. De andre Handelssteder ere som Gaarde af liden Bytedenhed.

^[2]

Befolkningen økte fra 3 085 innbyggere i 1835 til 3 284 i 1845.^[3] I årene 1837–1841 var det en betydelig innvandring av kvener. Kvenene utgjorde en vesentlig delav arbeidsstokken ved Kåfjord kobberverk.^[4] I 1841 ble det bestemt at det skulle bygges et kapell i Kåfjord. Byggingen ble finansiert av en ekstraskatt på arbeiderne der.^[5]

En kongelig resolusjon av 27. mai 1775 hadde gitt allmuen retten til laksefisket. Denne retten ble ivaretatt av et interessentskap som møttes i et leveting. I 1840 besluttet formannskapet enstemmig at de skulle forestå fisket på vegne av almuen. Vedtaket ble tatt for retten, og interessentskapet vant.^[6]

Liste over kommunens ordførere:

Kilde: ^[7]